Alzheimers sygdom (forkortet AD fra engelsk Alzheimer's disease eller Alzheimers) er en kronisk neurodegenerativ sygdom, som er årsag til mellem 60 % og 70 % af alle tilfælde af demens. Sygdommen viser sig i sine tidlige stadier ofte ved milde symptomer som problemer med at huske nylige begivenheder (tab af korttidshukommelse), hvorefter den gradvist forværres til at omfatte primær progressiv afasi (tiltagende sprogproblemer), desorientering (og at man ofte farer vild), humørsvingninger, tab af motivation, problemer med at pleje sig selv og med opførsel. Efterhånden som tilstanden forværres, trækker patienten sig ofte væk fra familie og samfund. Gradvist mister patienten kropslige funktioner, indtil døden indtræder. Selv om hastigheden, hvorved sygdommen forværres, kan variere, er den forventede levealder tre til ni år, efter diagnosen kan stilles.
Årsag, diagnose og forebyggelse
Der har hersket videnskabelig usikkerhed om årsagen til Alzheimers sygdom og mange hypoteser er blevet fremsat, se en oversigt her.A Scoping Review of Alzheimers Disease Hypotheses: An Array of Uni- and Multi-Factorial Theories. Journal of Alzheimer’s Disease 2024
De seneste tiårs forskning har klargjort væsentlige molekylære reaktioner der fører til dannelsen af neuritiske plak og sammenfiltringer i hjernen. Alzheimers sygdom er således blevet identificeret som en Proteinfejlfoldnings-sygdom (proteopati) forårsaget af sammenklumpning af unormalt foldet beta-amyloid-protein og tau-protein.
Omkring 70 % af risikofaktorerne menes at være genetiske ofte med mange involverede gener. Blandt andre risikofaktorer er hyppige hovedtraumer, depression og hypertension.
Den eneste måde at stille en sikker Alzheimers-diagnose er ved undersøgelse af hjernevævet ved en biopsi, og en sandsynlig diagnose baseres derfor i stedet på sygdomshistorie samt kognitive tests med billeddiagnostik og blodprøver for at udelukke differentialdiagnoser (andre mulige årsager). De første symptomer forveksles ofte med normale aldringstegn. Der er ikke evidens for, at tilgængelig medicin eller indtagelse af kosttilskud kan nedsætte risikoen for Alzheimers, men via mental træning og fysisk motion samt ved at undgå overvægt, kan risikoen for at udvikle sygdommen reduceres.
Godkendelsen i 2025 af lægemidlet Lecanemab, et antistof mod beta-amyloid (se nedenfor Amyloidhypotese og Biokemi), er blevet beskrevet som et stort fremskridt i behandlingen af Alzheimers.Nyt lægemiddel til tidlig Alzheimers sygdom godkendt i EU. Videnskab.dk 2025
Håndtering Der findes ingen behandling, der kan stoppe eller kurere Alzheimers forløb, omend nogle midlertidigt kan forbedre symptomerne. Patienter, der rammes af sygdommen, vil i stigende grad blive afhængige af hjælp fra andre, hvorfor de nærmeste kan føle, at der pålægges dem et socialt, psykologisk, fysisk og/eller økonomisk pres. Det kan i nogle tilfælde have gavnlig effekt at inkorporere træningsprogrammer i de daglige aktiviteter. Adfærdsmæssige problemer eller psykose som følge af demens behandles ofte med antipsykotika, men dette anbefales ikke altid, da det ofte ikke har betydeligt gavnlig virkning og samtidig øger risikoen for tidlig død.
Epidemiologi, historie, samfund og forskning I 2015 fandtes der på verdensplan omkring 48 millioner patienter med Alzheimers. Sygdommen viser sig normalt hos mennesker på over 65 år, omend mellem 4-5 % af alle tilfælde finder sted i en tidligere alder. Alzheimers sygdom påvirker omkring 6 % af alle mennesker, der er 65 år eller ældre. I 2010 resulterede demens i omkring 486.000 dødsfald.
Sygdommen blev opdaget i 1906 af og siden opkaldt efter den tyske psykiater og patolog Alois Alzheimer. I udviklede lande er sygdommen en af de mest økonomisk bekostelige sygdomme. thumb|upright=1.4|Engelsksproget video beskrivende Alzheimers sygdom
Tegn og symptomer
Sygdommens forløb opdeles i fire stadier med gradvis kognitiv og somatisk forværring.
Præ-demens De første symptomer tilskrives ofte fejlagtigt almindelig skavanker ved alderdom eller stress. Detaljerede neuropsykologiske tests kan afdække mildt kognitivt besvær op til otte år, før en person opfylder de kliniske kriterier for den medicinske diagnose Alzheimers sygdom. Disse tidlige symptomer kan påvirke visse komplekse daglige aktiviteter. Det tydeligste problem er tab af korttidshukommelse, hvilket viser sig som problemer ved at genkalde sig nyligt lærte fakta og en manglende evne til at opnå ny information.
Blandt andre tegn, der kan være symptomatiske for Alzheimers i tidligt stadie, er subtile problemer med eksekutivfunktioner som opmærksomhed, planlægning, fleksibilitet og abstrakt tænkning, eller forringelse af semantisk hukommelse (hukommelse af mening og forholdet mellem begreber). På dette stadie kan observeres apati, som forbliver det mest vedvarende neuropsykiatriske symptom gennem hele sygdomsforløbet. Blandt andre udbredte symptomer er depressive tendenser, irritabilitet og reduceret opmærksomhed på mindre hukommelsesvanskeligheder. Sygdommens præ-kliniske stadie betegnes også mild kognitiv forringelse (ofte forkortet "MCI" efter engelsk, mild cognitive impairment). Dette ses også som et overgangsstadie mellem normal aldring og decideret demens. MCI kan være tilstede med en bred vifte af symptomer – når hukommelsestab er det tydeligste symptom, betegnes det som "amnestisk MCI" og ses ofte som et prodrom for Alzheimers sygdom.
Tidligt Hos mennesker med AD vil en gradvis forringelse af evnen til at lære og huske efterhånden kunne føre til en definitiv diagnose. Hos en lille procentdel er det dog forringelser af andet end hukommelsen, der dominerer som problemer med sprog, eksekutivfunktioner, perception (agnosi) eller bevægelse (apraxi). AD rammer ikke alle hukommelseskapaciteter i lige høj grad: Gamle minder fra personens liv (episodisk hukommelse), lærte fakta (semantisk hukommelse) og implicit hukommelse (den ubevidste hukommelse) påvirkes i mindre grad end nye fakta eller minder.
Primær progressiv afasi kan sætte ind gradvist og vise sig ved sprogvanskeligheder som et skrumpende ordforråd og besvær med at tale flydende. Det fører til en generel forringelse af talt og skrevet sprog. I dette stadie er personen med AD normalt i stand til at kommunikere grundlæggende ideer uden nævneværdige problemer. Der kan være problemer med at udføre finmotoriske opgaver som at skrive, tegne eller tage tøj på eller med at planlægge ting (apraxi), men disse problemer bemærkes sjældent. Efterhånden som sygdommen skrider frem, kan mennesker med AD ofte fortsætte med at gennemføre deres opgaver uafhængigt men kan behøve hjælp eller opsyn ved de mest kognitivt krævende aktiviteter.
Moderat thumb|Et fotografi af en dement patient på sindssygeanstalten West Riding Progressiv forværring umuliggør efterhånden uafhængighed af andre, da patienten med AD bliver ude af stand til at udføre de mest almindelige dagligdags aktiviteter. Taleproblemer kan i dette stadie blive tydelige på grund af en manglende evne til at huske ord, hvilket fører til, at man erstatter dem med forkerte ord (parafasier). Læse- og skriveevner mistes også gradvist. Komplekse motoriske sekvenser bliver efterhånden mindre koordinerede, så der er en øget risiko for at falde. I denne fase forværres hukommelsesproblemerne, og personen kan somme tider ikke genkende nære slægtninge. Langtidshukommelse, som tidligere var intakt, bliver nu også ramt.
Forandringer i adfærd samt neuropsykiatriske forandringer bliver også tydeligere. Blandt de typiske eksempler er vandren, irritabilitet og labil affekt, der kan føre til gråd, pludselig aggression eller modstand mod forsøg på at hjælpe. Såkaldt "sundowning" kan også forekomme. Omkring 30 % af alle menensker med AD udvikler illusoriske fejlidentifikationer og andre symptomer på vrangforestillinger. Personer kan også miste indsigten i deres egen sygdomsproces og begrænsninger (anosognosi). Disse symptomer og andre, såsom inkontinens, kan føre til stress hos slægtninge og hjælpere, hvilket kan imødekommes ved at flytte personen fra hjemmepleje til et decideret plejehjem.
Sent I sygdommens sene stadier er patienten fuldstændig afhængig af andre mennesker. Sprog er reduceret til simple sætninger eller somme tider kun enkelte ord og forsvinder til sidst helt. På trods af tabet af verbalt sprog, kan man dog stadig ofte forstå og besvare emotionelle signaler. Selv om der stadig kan være aggressivitet, er dette dog i langt de fleste tilfælde erstattet af ekstrem apati og udmattelse. Mennesker med Alzheimers sygdom vil til sidst ikke være i stand til at udføre selv de enkleste opgaver på egen hånd; muskelmasse og mobilitet forsvinder til et punkt, hvor han bliver sengeliggende og ude af stand til at indtage føde på egen hånd. Den endelige dødsårsag er normalt en ekstern faktor som lungebetændelse eller infektion fra liggesår, snarere end sygdommen selv.
Årsager 1-5 % af alle tilfælde af Alzheimers kan tilskrives genetiske forskelle, men i langt de fleste tilfælde kendes den reelle årsag ikke. Denne usikkerhed har givet plads til flere konkurrerende hypoteser om, hvad sygdommen skyldes:
Genetik Alzheimers og dens relaterede hukommelsesproblemer har en genetisk arvelighed på mellem 49 % og 79 %. Omkring 0,1 % af tilfældene er familiære former for autosomal (ikke-kønsbunden) dominant arv, som begynder, før man bliver 65 år. Denne form af sygdommen kendes som tidligt indtrådt, familiær Alzheimers sygdom. Størstedelen af tilfælde af autosomal dominant, familiær AD kan tilskrives mutationer i et af tre gener: dem, der koder for amyloid-precursor-protein (APP) og præsenilin 1 og 2. De fleste mutationer i APP- og præsenilin-generne øger produktionen af et lille protein kaldet Aβ42, som er den centrale komponent i et neuritisk plak. Nogle af mutationerne nøjes med at ændre fordelingen mellem Aβ42 og de andre større former — især Aβ40 — uden at øge mængden af Aβ42.
De fleste tilfælde af AD udviser ikke autosomal-dominant arv og betegnes som sporadisk Alzheimers sygdom, hvori miljø og genetiske variationer kan fungere som risikofaktorer (multifaktoriel arvegang). Den bedst kendte genetiske risikofaktor er arven af ε4-allellen tilhørende apolipoprotein E (APOE). Mellem 40 og 80% af patienterne med AD har mindst én APOEε4-allel. APOEε4-allellen tredobler risikoen for at få sygdommen hos heterozygoter og femtendobler den hos homozygoter. Miljømæssige effekter og genetiske modifikatorer resulterer, ligesom ved mange andre sygdomme hos mennesker, i nedsat penetrans. For eksempel udviser visse nigerianske befolkningsgrupper ikke det samme forhold mellem APOEε4-dosis og forekomst eller alder for indtræden af Alzheimers sygdom, som der ses hos andre befolkninger. Tidlige forsøg på at screene op mod 400 kandidatgener for forbindelse med sent-indtrædende sporadisk (forkortet "LOAD" fra engelsk: late-onset sporadic AD) har kun resulteret i lavt udbytte. Nyligere genomassociationsstudier har fundet 19 områder i gener, som lader til at påvirke risikoen. Disse gener er: CASS4, CELF1, FERMT2, HLA-DRB5, INPP5D, MEF2C, NME8, PTK2B, SORL1, ZCWPW1, SlC24A4, CLU, PICALM, CR1, BIN1, MS4A, ABCA7, EPHA1 og CD2AP.
Mutationer i TREM2-genet er blevet sat i forbindelse med en tre til fem gange større risiko for at udvikle Alzheimers. Det formodes, at når TREM2 muteres, vil hvide blodlegemer i hjernen ikke længere være i stand til at kontrollere mængden af tilstedeværende betaamyloid.
Kolinerg hypotese