Thomas Ørdal Maale (født 22. oktober 1974 i Gentofte) er en tidligere professionel dansk fodboldspiller, hvis primære position på banen var i angrebet og sekundært på den offensive midtbane. Thomas fungerer som fysisk træner for Ballerup-Skovlunde Fodbold.

Spillerkarriere Klubkarriere Thomas Maale startede oprindeligt med at spille i den sjællandske fodboldklub Skovlunde IF som femårig, hvor han fik hovedparten af sin fodboldopdragelse (5-14 år). Den offensive spiller skiftede som 14-årig til Gladsaxe-klubben Akademisk Boldklub, hvor Maale spillede et års tid, hvorefter han som 15-årig skiftede til den daværende serieklub Værløse Boldklub. Som 16-årig fortsatte Maale som ynglingespiller i ungdomsafdelingen hos naboerne Lyngby Boldklub, hvor han blev rykket op i seniortruppen omkring et halvt år før tiden, men fortsatte dog med at blive udtaget til kampe i ungdomsrækkerne indtil sin 18 års fødselsdag.

Godt otte måneder efter skiftet fra Værløse Boldklub til Lyngby Boldklub blev offensivspilleren hentet op til klubbens 1. seniortrup af den daværende cheftræner Michael Schäfer, hvilket var sæsonen efter Lyngby Boldklub havde hentet sit andet Danmarksmesterskab i fodbold. Maale, der på dette tidspunkt stadig var ynglingespiller, debuterede som 17-årig på klubbens bedste mandskab i forbindelse med en Toto Cup-gruppekamp i sommerperioden 1992. I løbet af sommerturneringen fik Maale blandt andet lagt op til et mål i forbindelse med en udebanekamp mod tyske FC Schalke 04 med Bent Christensen i spillertruppen. Lyngby Boldklub endte efterfølgende med at vinde sin gruppe under den tidligere turneringsform. Thomas Maale fortsatte med at spille på klubbens ungdomshold i Ynglinge DM-rækken øst, hvor han gjorde sig bemærket med sine 21 mål efter 17 kampe, indtil sin 18 års fødselsdag i 1993. Sideløbende med sine studier i en Team Danmark-klasse på Rødovre Gymnasium (4 årigt gymnasieforløb med plads til fodbold på topplan) trænede Maale i denne periode tre gange ugeligt med klubbens bedste mandskab og to gange ugeligt med ynglingetruppen. Maale gav tidligt udtryk for hans ambitioner om at gøre sporten til sin levevej, hvilket en status som kontraktspiller i Lyngby Boldklub blev første skridt hen imod. Sidenhen blev det til spilletid i henholdsvis Europa Cuppen for mesterhold og den nyetablerede bedste danske fodboldrække, Superligaen, hvor han fik sin seniordebut i forbindelse med en hjemmebanekamp den 20. september 1992 mod Brøndby IF, der endte med et 0-2 nederlag. Til trods for en god start på seniorkarrieren, hvor Maale blev betragtet som en del af bruttotruppen, opnåede angriberen med tiden ikke at blive fast mand på Superligaholdet, bl.a. grundet en langtidsskade og præsterede endvidere ikke at lave nogen scoringer i sine i alt 19 optrædener fordelt over tre sæsoner med Lyngby Boldklub.

I sommerpausen 1994 tog Maale konsekvensen af den manglende spilletid og foretog et klubskifte til 1. divisionsklubben Ølstykke FC, da klubbens daværende cheftræner Jørgen Hvidemose henvendte sig. Efter en periode uden en fast plads i startopstillingen, formåede 22-årige Maale med sine mange scoringer at tilspille sig en stamplads på Ølstykke FC's bedste mandskab i henholdsvis 1. division og Kvalifikationsligaen under den tidligere divisionsstruktur for Danmarksturneringen. Angriberen fik efterhånden en større hovedrolle på Ølstykke FC's førsteholdsmandskab, der bød på et gensyn med Michael Schäfer som cheftræner i perioden 1996-1998. I 1996/97-sæsonen nåede Maale op på en samlet andenplads på topscorerlisten i 1. division med sine 24 scoringer (et enkelt mål fra topscorertitlen), hvoraf mange af målene blev scoret på straffespark, mens angriberen i 1997/98-sæsonen endte på en samlet tredjeplads på topscorerlisten i den næstbedste række med 15 mål, to mål fra førstepladsen. Med afslutningen på 1997/98-sæsonen, hvor holdet endte på sidstepladsen i den næstbedste fodboldrække med nedrykning til den tredjebedste række til følge, besluttede angriberen sig for at forlade det nordsjællandske 1. divisionshold.

Efter nedrykningen til 2. division var blevet en kendsgerning for Ølstykke FC, havde Maale i første omgang forhandlet med 1. divisionsklubben Køge Boldklub om et klubskifte, men der blev imidlertid ikke skrevet under på en kontrakt. I stedet henvendte den nyoprykkede Superliga-klub B.93 sig med et tilbud til Maale, som i sommeren 1998 valgte at underskrive en et-årig kontrakt med Østerbro-klubben grundet sine ambitioner om på ny at kunne spille i Superligaen. Angriberen kunne, efter fire år i den næstbedste fodboldrække, debutere i B.93's hvide spillertrøje og fik på samme tid sit comeback i den bedste danske fodboldrække i efterårssæsonen 1998, hvor Maale lavede sit debutmål i forbindelse med en udebanekamp mod Lyngby Boldklub den 29. september 1998.Jf. Palle "Banks" Jørgensen: "Boldklubben af 1893 – Fodbold 1896-1999 : en fodboldkrønike fra den spæde begyndelse til Superligaen", 1. udgave 1999, Forlag: Boldklubben af 1893, side 25, 230 og 248. Efter afslutningen på 1998/99-sæsonen i Superligaen, hvor Maale blot fik scoret fire (af holdets i alt 22 ligamål) i 32 optrædener, rykkede B.93 ned i 1. division igen, da klubben endte på sidstepladsen, hele 31 point fra forbliven i rækken. Maale forblev yderligere en halv sæson med årstalsklubben, før han fik sin aftale ophævet i vinterpausen 1999/2000. På halvandet år blev Maale noteret for 37 optrædener og 6 scoringer for københavnerne.

I januar 2000 vendte Maale tilbage og underskrev en kontrakt med Ølstykke FC i den næstbedste fodboldrække, hvor angriberen spillede i hele forårssæsonen 2000. Comeback-kampen fandt sted den 19. marts 2000 i forbindelse med forårspremieren i 1. division på Ølstykke Stadion mod Boldklubben Frem og endte uafgjort med cifrene 1-1. Det blev samlet til omkring 10 optrædener i den blå-gule spillertrøje samtidig med at Maale blev noteret for en række officielle scoringer, herunder hans comebackmål i 5-0 sejren på hjemmebane over Farum Boldklub den 30. april 2000. I begyndelsen af juni 2000 blev Thomas Maale sammen med angrebskollegaen David Poulsen degraderet fra førsteholdet ned til den nordsjællandske klubs reservemandskab i serie 2, officielt ifølge Ølstykke FCs daværende manager og direktør Kai Svendsen (ansat fra 15. april 2000 til 1. august 2000) grundet disciplinære problemer og fordi spillerne ikke koncentrerede sig nok om fodbold. Nogle dage senere gik spillerne til pressen for at få renset deres navne efter utilfredshed med klubbens ledelse. Maale valgte at forlade klubben kort tid efter. I sine godt fem sæsoner med Ølstykke FC blev Maale noteret for 58 mål i 120 kampe i den næstbedste danske fodboldrække – samlet set godt 72 mål i omkring 132 officielle kampe.

Under Maales første tid med Ølstykke FC viste sig senere at have været problematisk som følge af en skattesag. I november-december 1999 blev Maale sammen med seks andre Ølstykke FC-spillere taget af skattevæsenet, som led i en landsdækkende kontrolaktion overfor 65 hel- og halv-professionelle klubber (juli 1998 til juli 1999), efter den statslige myndighed blev gjort opmærksom på at spillerne aflønnedes med penge under bordet af fodboldklubben. Aflønningen var kommet i form af uretmæssige skattefri godtgørelser i form af kørepenge til og fra træning samt kampe som del af en netto-spillerløn, hvilket betød en ekstra indtægt for spillerne og betydeligt lavere lønudgifter for klubben. Dette skete udenom de skattemyndighedernes viden (Told & Skat), der betragtede pengene som skattepligtig A-indkomst og samlet ønskede en tilbagebetaling på godt 250.000 kroner fra spillerne uden at klubben blev holdt økonomisk ansvarlige andet end at få en påtale. Skattevæsenets afgjorde i sommeren 2000, at spillerne havde modtaget ulovlig betaling gennem Ølstykke FC's ordning, som de nu skulle betale skat af. Thomas Maale blev ved denne lejlighed afkrævet den største regning på 80.000 kroner, der skulle dække beskatningen af hans kørselsgodtgørelse fra lønaftalen over en tre-årig periode fra 1996-1998. Thomas Maale og angrebskollegaen David Poulsen forsøgte først at forhandle med klubben om en deling af tilbagebetalingen. Da det ikke lykkedes søgte Maale sammen med ni tidligere Ølstykke FC spillere og med opbakning fra Spillerforeningens direktør og advokat efterfølgende at lægge sag an mod 1. divisionsklubben (Ølstykke Fodbold A/S) for at få afklaret rimeligheden i at betale hele regningen for skattesnyd selv, da det i sin tid havde været klubbens erhvervsledere, der havde vejledt spillerne og godkendt ordningen med kørselsopgørelserne.

"Fodboldmæssigt kører det fint. Jeg er decideret boksspiller. Ikke alle mål er lige smukke, men det er underordnet. Bare bolden kommer over stregen."

"Min force er at være, hvor chancen opstår. Jeg kan være anonym i store dele af kampen, men evnen til at score har jeg fået i dåbsgave, for også i ungdomsårene lavede jeg mange mål."— Thomas Maale om sin spillestil (august 2002)

Skiftet til 1. divisionsklubben Fremad Amager på en etårig spillerkontrakt forud for 2000/01-sæsonen skete efter en henvendelse, et par dage efter Ølstykke FC havde offentliggjort Maales degradering til andetholdet, fra hans tidligere træner og daværende cheftræner for Fremad Amager, Michael Schäfer. Schäfer hentede hen over sommerpausen 2000 yderligere 11 nye spillere til førsteholdstruppen, mens man lod otte spillere gå. Angriberen fik kun lavet tre scoringer i efteråret 2000, modsat angrebskollegaen Mads Junker med syv mål, men blev på trods af dette kåret til efterårssæsonens spiller i Fremad Amager grundet sin øvrige indsats i kampene. Michael Schäfer trænede Maale i en enkelt sæson før divisionsholdets nedrykning til 2. division efter 2000/01-sæsonen kostede Schäfer cheftrænerposten. I forårssæsonen 2001 røg amagerkanerne under nedrykningsstregen efter en længere periode uden sejr i ni kampe. På trods af nedrykningen til 2. division valgte offensivspilleren at forblive hos Sundby-klubben. I den efterfølgende vinterpause havde Maale oprindeligt forhandlet en aftale på plads, der lod ham skifte til 1. divisionsklubben Hvidovre IF i vinterpausen 2001/02, men Fremad Amager ønskede i sidste ende ikke at indvillige i at løse Maale fra sin kontrakt, der udløb i sommeren 2002. Maale forblev på Amager og blev i hele 2001/02-sæsonen Maale noteret for 18 divisionsmål, hvilket endte med at placere ham på en samlet andenplads på topscorerlisten i 2. division, tre mål efter Anders Jochumsen fra Boldklubben Skjold på førstepladsen.

"Jeg er blevet både hurtigere og fysisk stærkere, og selvtræningen er vel samtidig et meget godt udtryk for, at jeg fortsat har ambitioner."— Thomas Maale om sin træning (oktober 2002)

I sommerpausen 2002 forlængede offensivspilleren kontrakten med Boldklubben Fremad Amagers professionelle afdeling frem til den 30. juni 2004.