thumb|Beirut Libanon (arabisk: لبنان Libnān eller Lubnān), officielt Republikken Libanon (arabisk: al-Jumhūrīyah al-Lubnānīyah), er en suveræn stat i Vestasien. Libanon omfatter et areal på 10.452 km2 og har ca. 6 mio. indbyggere.UNData app Landet har kystlinje til Middelhavet og grænser op til Syrien mod nord og øst og Israel mod sydvest. Trods sin forholdsvis ringe udstrækning er landskabet yderst sammensat og består af fire hovedområder: kysten, et bjergbælte nær kysten, Bekaa-dalen samt Antilibanon-bjergkæden og Hermonbjerget ved grænsen mod Syrien. Langs kysten er en smal stribe frugtbart lavland. Klimaet varierer fra subtropisk klima med varme somre og milde, regnfulde vintre ved kysten til meget tørkepræget inde i landet.
Landet gennemgik en blodig og ødelæggende borgerkrig fra 1975-1990. Borgerkrigen skønnes at have krævet ca. 150.000 døde. Flere nabolande, blandt andet Syrien og Israel, var indblandet i den årelange konflikt. Israel invaderede det sydlige Libanon og rømmede først området i 2000. I de følgende år var Sydlibanon præget af sporadiske sammenstød mellem Israel og Hizbollah i det omstridte Shebaa Farms område, som af Libanon hævdes at være besat libanesisk territorium, og ikke syrisk territorium, som hævdet af Israel og FN. Fra 1976 til 2005 havde Syrien reelt besat store dele af landet. Efter borgerkrigen fulgte et par rolige år, men efter drabet på den tidligere premierminister Rafik Hariri i februar 2005 var der uro i Libanon med flere massedemonstrationer rettet mod de syriske styrkers tilstedeværelse, og Syrien blev efter internationalt pres tvunget til at trække sine 14.000 soldater ud af landet. De sidste soldater forlod landet den 26. april 2005.
Landet blev i sommeren 2006 kastet ud i endnu en krig, da Hizbollah i det sydlige Libanon kidnappede to israelske soldater. Israelerne svarede prompte tilbage ved at sønderbombe den sydlige del af landet, hvor Hizbollah holder til. Op mod en halv million libanesere blev tvunget bort fra deres hjem og måtte leve i flygtningelejre og på skoler. Konflikten blev løst i løbet af sommeren og flygtningene begyndte langsomt at vende hjem til deres hjem i Sydlibanon.
Libanon var for få år siden et foregangsland i Mellemøsten med økonomisk liberalisering og høje vækstrater og kendt som Mellemøstens Paris. Men de massive flygtningestrømme fra Syrien kombineret med en meget stor offentlig gæld er blevet en alvorlig udfordring for landet, som er presset både økonomisk og politisk. Den store flygtningestrøm fra Syrien lægger et stort politisk og økonomisk pres på landet. Hver fjerde indbygger i Libanon er flygtning fra Syrien, hvilket presser både de svage offentlige finanser og infrastrukturen. Flygtningene er primært sunnimuslimer, hvilket er med til skubbe til landets fine balance mellem sunnimuslimer, shiamuslimer og kristne. Libanons udenrigshandel består hovedsagelig af frugt, grøntsager og forskellige tekstiler. Landet fik i modsætning til nabolandene tidligt etableret en betydelig industri. Libanon har ikke selv olie, men modtager olie fra nabolandene til videre forarbejdning. De fremstiller også møbler og forskellige trævarer.
Historie I Libanon er fundet spor af en forhistorisk befolkning. Det ældste bjergfolk, som historien omtaler, var amoriter; ituréer omtales i begyndelsen af moderne tidsregning. Kysten var i oldtiden beboet af fønikerne, som sandsynligvis var indvandret fra øst. Deres livlige handel gav dette kystland verdenshistorisk betydning. Senere kom disse egne under den græske kulturs indflydelse, og kristendommen trængte tidligt ind i visse dele af bjerglandet, mens i andre hedenskabet levede videre og endog menneskeofringer længe forekom. Endnu op til omkring år 1900 var landet rigt på små klostre.
Osmannisk overherredømme
Druserne havde lige siden korstogstiden været styret af temmelig selvstændige arvehøvdinge. De første blandt dem tilhørte slægten Tanuch og anerkendte omkring 1300 den egyptiske sultans overhøjhed. I 1517 erobrede tyrkerne Egypten, hvorved også druserne kom under deres styre. Tyrkerne overdrog magten til slægten Maan, som med Fachr-ed-din i begyndelsen af 1600-tallet vandt stor anseelse. Den højeste værdighed overgik derefter, i begyndelsen af 1700-tallet, til slægten Sjehâb. Den betydeligste høvding af denne slægt, Emir Besjir, afsattes i 1840 af tyrkerne, idet han stod i godt forhold til Ibrahim Pascha, da denne forsøgte at trænge frem i Syrien. Emir Besjir overgik til maroniterne, som hidtil havde stået i afhængighed af drusiske sheiker,Nordisk Familjebok, 1800-talsutgåvan, bind 3 (1880); sp. 1478 og antog deres lære, hvorefter der mellem de to folk i 1841 udbrød en blodig krig, som varede tre år.Nordisk Familjebok, 1800-talsutgåvan, bind 3 (1880); sp. 1479
Libanons indbyggere er for en stor dels vedkommende af syrisk herkomst, henholdsvis maroniter i de nordlige dele indtil Nahr el-Kelb og drusere i de sydlige. Baggrunden herfor er, at islam og araberne aldrig formåede at trænge dybt ind, og at tyrkerne aldrig under deres formelle herredømme over landet evnede fuldstændigt at undertrykke Libanon. Som følge af de geografiske forskelle i beboelsen af de to hovedfolk forsøgte Tyrkerne at dæmpe uroen ved at lade hvert af landene blive styret af en indenlandsk leder, "kaimmakam", den ene i den nordlige del, den anden i den sydlige; for områder med blandet befolkning stipuleredes særskilte bestemmelser. Denne ordning bestod til det store blodbad i 1860.Nordisk Familjebok, Uggleupplagan, bind 16 (1912), sp. 341
Urolighederne fortsatte imidlertid og blev i slutningen af 1850-erne meget voldsomme. Druserne plyndrede og myrdede under de udsendte tyrkiske troppers påsyn og endda med deres hjælp. I Damaskus myrdedes kristne i tusindvis. Dette fik stormagterne til at gribe ind. Fra august 1860 til juni 1861 blev landet holdt besat af en fransk styrke, og i oktober 1860 sammentrådte i Beirut en international kommission for at ordne forholdene i Libanon. I juli 1861 tilsatte Porten en for drusere og maronitter fælles kristen guvernør, Daûd Pascha, som formåede at genskabe roen ved at fjerne de tyrkiske militærenheder, opstille en egen troppestyrke, rekrutteret fra begge Libanons folkeslag og begynde at nedbryde de feudale forhold, som havde været grundlaget for drusernes militære overlegenhed.
Det tvedelte land
Som følge af Frankrigs indgriben erklæredes Libanon i 1882 for en selvstændig, fra Syrien udskilt provins (liva, pashalik), som ifølge den forfatning, som den europæiske konference i Konstantinopel fastlagde i 1864, skulle styres af en kristen guvernør udnævnt af sultanen (der tillige udnævnte underguvernørerne i de 7 mudirat, i hvilke Libanon var opdelt) og kun underordnet ham.Nordisk Familjebok, 1800-talsutgåvan, bind 9 (1885), sp. 1198 Guvernøren udnævnte alle embedsmænd, oppebar alle skatter, rådede over den væbnede styrke og så videre. Ved hans side stod et af tolv medlemmer fra de forskellige religionssamfund sammensat centralråd (medjlis), som fordelte skatterne og kontrollerede udgifterne. Det var dog kun rådgivende, og guvernøren kunne undlade at rådspørge det. Et indenlandsk landeværn vågede over den almindelige ordnings opretholdelse. Guvernøren residerede i Baabde, ved jernbanen syd for Beirut, om sommeren i Beteddin nær Deir el-Kamar, omkring 30 km syd for Beirut. Til denne autonome provins hørte dog ikke de tre vigtigste havnebyer Tripolis, Beirut og Saida, idet disse forblev under Syrien. Befolkningen blev i 1886 anslået til 262.000 indbyggere, hvoraf 167.200 var maronitter, 21.000 græsk-ortodokse, 28.500 schismatiske grækere, 28.000 drusere, 7.500 muslimer, 9.250 metaviler og 600 protestanter.Nordisk Familjebok, 1800-talsutgåvan, bind 20 (1899), sp. 1496 Kystegnene var overvejende beboede af muslimer.
Fransk mandatområde
thumb|Religiøs-etniske situation i 1935. Efter 1. verdenskrig ændredes de politiske forhold i Mellemøsten. Libanonområdet blev den 3. august 1920 proklameret som en egen stat under Frankrigs mandat (fransk: État du Grand Liban) og afgrænset i nord af Nahr el-Chebir, i øst af "Anti-Libanon" og Hermon, i syd af Palæstina og mod vest af Middelhavet. Foruden bjergområdet hørte til den nye stat tillige Bekaa-dalen mellem Libanon og Anti-Libanon. Landets areal var 10.855 km2 med 628.863 indbyggere, hvoraf 330.387 og 274.711 muslimer i 1922; hertil kom et stort antal emigranter fra Tyrkiet.Nordisk Familjebok; Uggleupplagan, bind 37 (1925); sp. 155 Den nye stats udråbelse skete efter en skarp konflikt mellem franskmændene og emir Faisal, som først havde fået tildelt den østre del af området som sit okkupationsområde, men derefter med våbenmagt blev fordrevet derfra af den franske general Gouraud. Libanon fik fra april 1922 en valgt repræsentation (conseil repré-sentatif) og styredes af en guvernør, bistået af et af embedsmænd sammensat regeringsråd. Hovedstad blev Beirut. Alle udenrigsanliggender og Frankrigs interesser i Libanon blev varetaget af den franske overkommissær i Syrien.
Først i 1946 blev Libanon reelt selvstændigt. De fem hovedprovinser var domineret af forskellige etniske grupper med udstrakt selvstyre helt op til de sidste årtier af det 20. århundrede: drusere, maronitter, shiaer, sunnier og de forskellige militsgrupper, der var udsprunget fra disse.
Borgerkrigen 1975 – 2000 I 1975 brød borgerkrig ud. De maronittiske militser udgjorde Den libanesiske Front, og palæstinske grupperinger dannede Den nationale Bevægelse sammen med det drusiske socialistparti og andre libanesiske venstregrupperinger. Da den kristne falangist-milits belejrede palæstinensiske flygtningelejre i 1976, gik PLO aktivt ind i krigen. I januar samme år sendte Syrien en syrisk-palæstinensisk styrke ind i Libanon, og i april 1976 var det de kristne maronitter, som bad om hjælp fra Syrien.
Kampene i Libanon blussede op igen i 1977, da druser-lederen Kamal Jumblatt blev myrdet og druserne hævnede drabet med en massakre i kristne landsbyer. Urolighederne fortsatte til trods for, at FN indsatte fredsstyrken UNIFIL i 1978. Fire år senere trængte israelske styrker tværs gennem FN-styrkerne og stansede ikke før de nåede Beirut. Målet var at tvinge PLO ud af Libanon. Maronitterne sluttede sig til de israelske soldater, mens sunni-militsen Mourabitoun og sjia-militsen Amal kæmpede mod dem sammen med PLO. Efter to måneder trak PLO sig ud og flyttede hovedkvarteret til Tunis.
Kampene i Sydlibanon sluttede, da Israel trak sig helt ud i 2000, men forblev i det omtvistede Shebaaområde. Men Syrien trodsede FN og beholdt sine 35.000 soldater i landet, og sin udstrakte indflydelse over den indenrigspolitiske udvikling. I praksis blev der ikke truffet nogen vigtige beslutninger i Libanon, uden Syrien havde godkendt dem. Syrien har okkuperet dele af Libanon i 25 år, og haft en stærk indflydelse på politikken i landet.
Ifølge Taif-aftalen fra 1989 skulle de syriske tropper trække sig tilbage til Beka'a-dalen i Østlibanon, efter en del grundlovsreformer var gennemført i Libanon. De blev gennemført i 1993, men syrerne forblev i landet. Siden har syrerne dog trukket sig tilbage fra kontrolposter i Beirut og langs hovedvejen Beirut-Damaskus.
Borgerkrig og krise
Libanons historie er præget af konflikter mellem en række forskellige trosretninger inden for kristendommen og islam.