thumb|Kort over Chile Chile, officielt Republikken Chile (), er et land i Sydamerika. Chile er klemt inde mellem Andesbjergene i øst og Stillehavet i vest. Det grænser op til Peru i nord, Bolivia i nordøst, Argentina i øst og Drakestrædet i syd. Chile omfatter også territorierne Juan Fernández, Salas y Gómez, Desventuradas og Påskeøen. Chile gør også krav på et 1,25 millioner km2 stort område af Antarktis. Disse krav er dog suspenderet under Antarktistraktaten.
Den tørre Atacamaørken i Nordchile indeholder store mineralforekomster, specielt kobber og lithium. Den centrale del af landet udgør et relativt lille område, men er alligevel hjemsted for størstedelen af befolkningen. Det er landets kulturelle og politiske centrum, hvorfra Chile i slutningen af det 19. århundrede udvidede sit territorium, da landet indlemmede de nordlige og sydlige regioner. Det er også i Centralchile, at de fleste fødevarer dyrkes. Sydchile er rigt på skovområder og græsmarker, men består også af en række vulkaner og søer. Den chilenske sydkyst er en labyrint af fjorde, småøer, kanaler og halvøer.
Spanien erobrerede og koloniserede Chile i midten af det 16. århundrede. Spanierne knuste hurtigt Inkariget i det nordlige og centrale Chile, men formåede ikke at erobre det uafhængige mapuchefolk i det sydlige Chile. Efter at have erklæret uafhængighed fra Spanien i 1818, voksede Chile i 1830'erne frem som en stabil, om end diktatorisk regionalmagt. I det 19. århundrede oplevede Chile en økonomisk såvel som territorial fremgang. I 1880'erne fik man omsider erobret mapuchefolket, og i samme årti fik man også udvidet de nordlige områder under Salpeterkrigen (1879-83) mod Peru og Bolivia."Chile." The World Factbook. Central Intelligence Agency. Hentet 17. februar 2014. 1960'erne og 1970'erne var præget af en voldelig polarisering mellem højre- og venstrefløjen. Denne udvikling kulminerede i 1973 i et statskup, der afsatte Salvador Allendes venstreorienterede regering. Herpå fulgte 16 år under et højreorienteret militærdiktatur, der dræbte og kidnappede flere end 3000 mennesker.BBC News. "Country profile: Chile." bbc.com/news, 16. december 2009. Hentet 22. december 2019. Regimet, anført af Augusto Pinochet, gik i opløsning i 1990, efter at det havde tabt en folkeafstemning i 1988. Det blev efterfulgt af en centrum-venstre-ledet koalition, der sad på magten indtil 2010.
Chile er i dag et af Sydamerikas mest stabile og velstående lande. Det er et højindkomstland med en høj levestandard.E. Porter, Michael og Scott Stern. "Social Process Index 2015." Deloitte, 2015. Chile ligger på en regional førsteplads inden for områder såsom udvikling, fred, konkurrenceevne, indkomst, globalisering og økonomisk frihed. Chile var som det eneste land i Sydamerika medlem af OECD, indtil 2020, hvor også Colombia blev medlem. Landet har også den næstlaveste selvmordsrate i Amerika. Chile er medlem af FN, UNASUR og CELAC.
Etymologi Der er flere teorier om oprindelsen af navnet Chile. Ifølge 16. hundredtalsforfatteren Diego de Rosales kaldte inkaerne dalen ved Aconcagua for "Chili" efter en forvansket udgave af navnet på en picunche-høvding, Tili, som herskede over området på den tid, hvor inkaerne erobrede området i det 15. århundrede. En anden teori peger på ligheden mellem Aconcagua-dalen og dalen ved Casma-floden i Peru, hvor der var en by og et område, der hed Chili.
Andre teorier hævder, at navnet kan være afledt af ord fra et oprindeligt folk på området for "Jordens ende" eller "havmåger", fra mapuche-ordet "chili", som kan betyde "hvor landet ender", eller fra quechua-ordet "chiri", der betyder "kold" eller "det dybeste sted på Jorden". Endnu et bud på oprindelsen af navnet er fra det onomatopoietiske "cheele-cheele", som er mapuchernes imitation af sangen fra den gulvingede stærling (lokalt kaldet trile).
De spanske conquistadorer hørte om navnet fra inkaerne, og de få overlevende fra Diego de Almagros første spanske ekspedition syd for Peru kaldte sig selv for "mændene fra Chilli". I sidste instans er Almagro krediteret for udbredelsen af navnet "Chile" efter at have givet Mapocho-dalen dette navn.
Historie
Tidlig historie thumb|left|Mapucherne var det oprindelige folk i Mellem- og Sydchile For omkring 10.000 år siden indvandrede de første oprindelige folk til området og bosatte sig i de frugtbare dale og kystområder i det, der er nutidens Chile. Eksempler på fund fra disse folk er Monte Verde i nærheden af Puerto Montt, Cueva del Milodón i Patagonien og lavatunnellen i Pali-Aike-krateret, ligeledes i Patagonien. I det chilenske område boede forskellige folk. Mod nord boede atacameñoerne og diaguitaerne; begge folkeslag var agerdyrkere og beherskede vandingsteknikker, hvilket tyder på en vis statsdannelse. Længere mod syd boede mapucherne (af spanierne kaldet araucaniere), som der menes at have været omkring en million af. Inkaerne udbredte kortvarigt deres rige til at omfatte det nordlige af nutidens Chile indtil omkring Santiago, men mapucherne modstod med held adskillige inkaforsøg på at underlægge sig dem på trods af, at mapucherne tilsyneladende ikke havde nogen central magt. Kulminationen på denne strid var slaget ved Maule (i slutningen af det 15. århundrede), hvor inkaherskeren Túpac Yupanqui ved floden Maule måtte se sig besejret i et blodigt, tre dage langt slag, der blev enden på inkaernes erobringstogt mod syd.
Spansk kolonisering thumb|right|Pedro de Valdivia I 1520 var Ferdinand Magellan på sin vej Jorden rundt nået til sydspidsen af Sydamerika og rundede som den første europæer dette punkt, og han blev ligeledes den første europæer til at sætte foden på jorden i det, der nu er Chile. Den næste europæer, der ankom, var Diego de Almagro, der med sine conquistadorer i 1535 var på jagt efter guld og i den forbindelse drog sydpå fra Peru. Spanierne mødte på deres vej forskellige folkeslag, der klarede sig selv med agerdyrkning med svedjebrug og jagt. Almagro blev imidlertid skuffet over manglen på ædle metaller og desuden afskrækket af de lokale beboeres stridbarhed og vendte tilbage til Peru. Nogle år senere var det Pedro de Valdivia, der drog mod syd, og denne gang var erobringen mere hårdnakket. Han grundlagde Santiago i 1541, og skønt spanierne stadig ikke fandt ædle metaller, kunne de godt se agerbrugspotentialet i de frugtbare dalområder. Chile blev derpå en del af det Spanske imperium.
Erobringen af landet forløb gradvist, og europæerne led flere tilbageslag. Et omfattende mapuche-oprør, som blev indledt i 1553, resulterede i Valdivias død og ødelæggelse af mange af spaniernes vigtigste bosættelser. Nye oprør fandt sted i 1598 og 1655. Ved hvert oprør rykkede sydgrænsen for spaniernes koloni længere mod nord. Den spanske regerings afskaffelse af slaveriet i 1683 skete i erkendelse af, at modstanden voksede, når man gjorde mapucherne til slaver. Trods de kongelige forbud vedblev relationerne mellem kolonisterne og de oprindelige folk at være spændte.
Med sin placering på et relativt lille område defineret af Andesbjergene mod øst, Stillehavet mod vest, Atacama-ørkenen mod nord og mapuchernes område mod syd blev den chilenske koloni en af de mest centraliserede og homogene af de spanske kolonier i Sydamerika. Kolonien opfattede det som sin opgave med sin grænsegarnison at hindre angreb, dels fra mapucherne, dels fra spaniernes europæiske fjender, først og fremmest briterne og hollænderne. Boucaniers og engelske eventyrere plagede sammen med mapucherne kolonien; et eksempel herpå er Francis Drakes overfald på koloniens vigtigste havn i Valparaíso i 1578. Chile havde derfor en af de største hære i Amerika og var en af de mest militariserede spanske besiddelser, hvilket betød store udgifter for vicekongedømmet i Peru.
Den første folketælling blev foretaget under Agustín de Jáureguis regering i 1777-78. Den viste, at der i kolonien var 259.646 indbyggere, deraf 73,5 % af europæisk afstamning, 7,9 % mestizer, 8,6 % oprindelige folk og 9,2 % sorte. Der blev foretaget en lignende folketælling i Chiloé-provinsen i 1784, og den viste, at der her boede 26.703 indbyggere, heraf 64,4 % af europæisk afstamning samt 35,5 % oprindelige folk.
Uafhængighed fra Spanien thumb|right|Bernardo O'Higgins, øverste diktator i Chile Under Napoleonskrigene i Europa havde franskmændene sat Joseph Bonaparte på den spanske trone i 1808, og dette satte skub i et spirende ønske i kolonien om at opnå selvstændighed. En national junta opkaldt efter Ferdinand 7., arving efter den afsatte spanske konge, blev dannet d. 18. november 1810. Regeringsjuntaen erklærede Chile for en autonom republik inden for det spanske monarki. Til minde om dette fejrer Chile nationaldag hvert år d. 18. september.
Efter disse begivenheder fik bevægelsen for fuldstændig uafhængighed mere vind i sejlene. Bevægelsen blev anført af José Miguel Carrera og hans to brødre Juan José og Luis. Spanierne søgte derpå at genskabe sit herredømme over Chile og flere andre dele af Sydamerika, der ligeledes forsøgte at opnå uafhængighed, i det forløb, der blev kaldt reconquistaen. Dette førte til yderligere modstand, men også interne kampe, idet Bernardo O'Higgins udfordrede Carreras magt i ledelsen af uafhængighedsbevægelsen.
Krigshandlingerne fortsatte med ujævne mellemrum indtil 1817. Under en af spaniernes succesfulde togter måtte uafhængighedsbevægelsens ledere flygte til Argentina, og her blev Carrera fængslet. O'Higgins, der i eksilet var blevet udnævnt til øverste diktator, og den argentinske general José de San Martin, en helt fra Argentinas selvstændighedskrig, samlede en hær og krydsede med den Andes, hvorpå de besejrede royalisterne i Chile. Den 12. februar 1818 godkendte O'Higgins teksten til Chiles uafhængighedserklæring, og landet betragtede herefter sig selv som selvstændigt, idet dette dog først blev bredt anerkendt hen imod midten af århundredet.
Den politiske revolte medførte dog ikke større sociale ændringer i landet, og samfundet i det 19. århundredes Chile bibeholdt en stærk klasseopdeling, som i stor udstrækning skyldtes den politik, spanierne havde ført, samt den katolske kirkes dominans.
thumb|right|Tyske immigranter i det sydlige Chile Langsomt begyndte Chile at øge sin indflydelse og etablere sine grænser. I første omgang gik man efter Chiloé-øgruppen, som spanierne havde bevaret magten over, og efter nogle militære forsøg på erobring, opgav spanierne modstanden, og øgruppen blev chilensk ved Tantauco-aftalen i 1826. Økonomien blev markant forbedret med et sølvfund i Chañarcillo og den voksende handel via Valparaíso. I den forbindelse opstod der en konflikt med Peru om herredømmet over Stillehavskysten. Samtidig søgte man fra omkring 1848 at trænge ind i Araucanía-regionen samt at styre bosættelsen af de talrige tyske immigranter, der i stort omfang kom til at leve i de nuværende Los Ríos- og Los Lagos-regioner. Magallanes-regionen blev en del af nationen i 1843 med opførelsen af Bulnes-fortet, og Antofagasta-området, der på det tidspunkt tilhørte Bolivia, begyndte at blive befolket.
thumb|left|Slaget ved Iquique under salpeterkrigen, 21. maj 1879 Mod slutningen af det 19. århundrede konsoliderede regeringen i Santiago i syd med den endelige besættelse af Araucanía. Grænsetraktaten fra 1881 mellem Chile og Argentina bekræftede Chiles suverænitet over Magellanstrædet. Som et resultat af salpeterkrigen med Peru og Bolivia (1879-83) ekspanderede Chile sit territorium mod nord med næsten en tredjedel og eliminerede derved Bolivias adgang til havet samtidig med, at man vandt vigtige nitratforekomster, hvis fund skabte en periode med national velstand.