I politiske og sociale videnskaber er kommunisme (fra latin communis, )World Book 2008, p. 890. en social, politisk og økonomisk ideologi og bevægelse, hvis endelige mål er etableringen af det kommunistiske samfund, som er en socioøkonomisk orden struktureret med fælles ejerskab til produktionsmidlerne, fravær af sociale klasser, penge,Principles of Communism, Frederick Engels, 1847, Section 18. "Finally, when all capital, all production, all exchange have been brought together in the hands of the nation, private property will disappear of its own accord, money will become superfluous, and production will so expand and man so change that society will be able to slough off whatever of its old economic habits may remain."The ABC of Communism, Nikoli Bukharin, 1920, Section 20 og staten.
Kommunismen omfatter en række forskellige skoler, som blandt andet omfatter marxisme og anarkisme, og de politiske ideologier grupperet omkring disse. Alle disse ideologier bygger på den fælles analyse, at den nuværende samfundsorden stammer fra det økonomiske system, kapitalisme, at i dette system, er der to store sociale klasser: arbejderklassen, flertallet, der arbejder for at overleve - og kapitalistklassen, et mindretal, der gennem private ejendomsret til produktionsmidlerne (de fysiske og institutionelle midler med hvilke råvarer er produceret og distribueret) skaffer sig profit gennem ansættelse af arbejderklassen, og at den politiske, sociale og økonomiske konflikt mellem disse to klasser vil udløse en fundamental ændring i det økonomiske system og i forlængelse en omfattende omdannelse af samfundet. Det primære element, der vil aktivere denne transformation, ifølge denne analyse, er ejerskabet til produktionsmidlerne.
Kommunisme og socialisme Udtrykkene kommunisme og socialisme betegner samfundsformer, hvorunder sker en afskaffelse af privatejendomsretten til samfundsskabte værdier og det på denne opbyggede samfundssystem, ved at skabe et klasseløst samfund med delvist fælles ejendom, samfundsejede produktionsmidler og samfundsmæssig fordeling af produktionsudbyttet (merværdien). Udgangspunktet for disse teorier og bevægelser er dette, at alle mennesker har lige ret til at få sine behov tilfredsstillet, og at det derfor gælder om at skaffe den størst mulige lighed i adgangen til de samfundsskabte goder. Fællesejendomsordning under socialismen sikres ved hjælp af en stærk statsmagt. Staten er i alle klassesamfund et middel som anvendes af den herskende klasse til at undertrykke andre klasser, således også under socialismen hvor arbejderklassen besidder magten, endeligt vil der i det statsløse kommunistiske samfund ikke længere være tale om klasser, derfor taler man om Statens bortdøen.
Man har forsøgt på forskellige måder rent teoretisk at sondre mellem kommunisme og socialisme; som oftest på den måde, at man definerede socialismen som den samfundslære og politik, der har til mål at ophæve privatejendomsretten alene til produktionsmidlerne, medens arbejdsudbyttet fordeles efter det ydede arbejdes værdi, der selvfølgelig kan være højst uens; kommunismen betegnedes da som den teori, der går et skridt videre og ikke alene tilstræber fællesskab i produktionen, men tillige i fordelingen, således at også fordelingsprocessen foregår kollektivt, at altså enhver gøres delagtig i de materielle goder efter sit behov. En kendt parole, der i grove træk beskriver idégrundlaget for kommunisme, er, at "man yder efter evne og nyder efter behov".
De mange former for kommunisme
I virkeligheden kan mange af de mangfoldige systemer, teorier og bevægelser, der tager sigte på en gennemgribende reform af de nuværende ejendomsforhold, vanskelig adskilles skarpt i systematisk henseende; ofte har en tænker betegnet sit system som kommunistisk, medens en anden har betegnet sit ganske tilsvarende system som socialistisk. Det er betegnende, at den moderne socialismes teoretiske grundlægger, Karl Marx, fra først af slår sine teser fast i et skrift med titlen »Det kommunistiske Manifest«.
Man kan – lidt forenklet – skelne mellem forskellige bevægelser og samfundsformer, som havde større eller mindre udtalte islæt, der kunne henregnes under kommunistisk tankegang: urkommunisme, klosterkommunisme, kommunistiske kolonisamfund, statskommunistiske samfund.
Urkommunisme Ved undersøgelsen af samfundenes tidligste økonomiske historie støder man på en form for primitiv kommunisme i form af klasseløse samfund, der formenes i stor udstrækning at have været bygget på fælles besiddelse og drift; dette gælder såvel jagt- og fiskeristadiet og hyrdestadiet som det første agerbrugsstadium. Gruppen, slægten eller stammen tilegner sig og besidder i fællesskab fiske- og jagtpladserne, græsgangene eller den dyrkelige jord, medens de enkelte medlemmer kun udøver en benyttelsesret. Ved agerbrugets oprettelse udfordres fællesskabet i urkommunismen af privat ejendomsret til jord. Trods fællesskabsprincippet er der dog — i hvert fald på hyrdestadiet og agerbrugsstadiet — ikke tale om nogen gennemført social lighed, antagelig fordi slaveri nu bringes i anvendelse, og allerede meget tidligt bliver de mobile værdier; redskaber, jagtvåben, beklædning, mm. genstand for privatejendom. Fælleseje til jorden finder man hos alle folkeslag, der delvist er blevet stående på et urkommunistisk kulturtrin, lige op til nutid, men naturligvis således, at fællesskabet kommer til at omfatte mindre og mindre dele af jorden, idet forskellige magthavende klasser – som adelen, kongerne og kirken – meget tidligt tog jord til selvejendom. Fælleseje til og fællesdrift af jorden genfinder man i mere eller mindre grad i de forskellige landsbyfællesskaber, der peger tilbage mod en fælles urkommunisme. Overlevede levn heraf spores endnu, blandt andet i de fælles overdrev og almindinger. Se uddybende artikel: Urkommunisme.
Antikken
Affødt af den store økonomiske og sociale ulighed og afhængighed, der fulgte med privatejendommens gennemtrængen, opstod der i tidens løb talrige systemer, teorier og bevægelser, som tilsigtede en udjævning af ulighederne og misforholdene, og da hyppigst med mere eller mindre udpræget kommunistisk tendens.
Opfattelsen af samfundet som en producerende organisme var den antikke tænkning ganske fremmed; og en kommunistisk lighed i fordeling, endsige lighed i forpligtelse til arbejde, er en forestilling, man ikke støder på hos nogen statsmand eller samfundsfilosof i oldtiden. Denne tid har overhovedet ingensinde videnskabeligt beskæftiget sig med produktionsproblemet, end mindre udviklet nogen teori om produktionsfællesskab efter moderne kommunistisk opfattelse. Ganske vist opstod der med Phaleas fra Chalcedon en tænker, der anbefalede alle borgeres lige adgang til jordejendom og industriens (håndværkets) overgang til statsdrift (det vil sige dens formidling ved statsslaver, — en reform, der på Aristoteles’ tid endog forsøgtes praktisk gennemført i Epidamnus), og ganske vist priste Platon kommunismen som den ideale samfundsforfatning og underkaster dens principper en indgående udredning; men hverken hos denne (hvis samfundsteori med dens kunstige parringsvalg er strengt aristokratisk) og forøvrigt heller ikke i det gamle Hellas møder man nogen gang et forsøg på at ombytte det bestående samfunds allerede for længst grundfæstede privatøkonomiske organisation med en kommunistisk. De store sociale kampe, der førtes fra de brede befolkningslags side, var ikke rettet mod privatejendomsretten som sådan, men kun mod den altfor ulige fordeling.
Lige så lidt kom det i den romerske rige hverken teoretisk eller praktisk til kommunistiske bevægelser. Selv under de voldsomste sociale storme, som i slavekrigene, er der kun tale om formueforskydninger, ikke om afskaffelse af ejendomsretten og privatkapitalen som sådan.
Kristendommen
Man har undertiden villet tillægge de første kristne kommunistiske tendenser, men næppe med rette; i hvert fald har der ikke været tale om en kommunisme i moderne forstand. Når det således i Apostlenes Gerninger 2, 44—45 meddeles, at de rige solgte deres ejendele for at skænke pengene til de fattige, står man kun over for en sjælden grad af velgørenhed. På det samme standpunkt står kirkefædrene, og når de senere kanonister lærte, at fælleseje er en Gud velbehagelig ordning, må man ikke heraf slutte, at de mere end urkristendommen og kirkefædrene forfægtede en ny produktionsordning. Kristendommens store indsats er at bringe til anerkendelse menneskenes lighed, først og fremmest for Gud, men dernæst for loven og derigennem skabe agtelse for arbejdet; om produktionens organisation bekymrede den sig ikke. Selv de kristelige ordens- og klostersamfund med deres fællesskab i henseende til ejendom og husholdning har ikke til hensigt at reformere samfundet, allermindst økonomisk, men kun at skaffe »Herrens Udvalgte« den materielle mulighed for at fjerne sig fra verden og dens fristelser; den kommunistiske organisation er her ikke et mål, men et middel.
Kættere og katharer
Til en synderlig videregående gennemførelse af kommunismens princip nåede man heller ikke gennem hele middelalderen. Det mangler ikke i dette tidsrum på heftige sociale kampe. Men som regel var målet for disse enten at realisere det urkristelig asketisk-mystiske ideal af sværmerisk næstekærlighed eller blot at udligne den meget store ulighed i besiddelsesforholdene og de deraf følgende sociale misforhold, derimod ikke at afskaffe privatejendommen som princip. Hos en stor del af de kristelige sekter bliver askesen den vigtigste livsregel, og sammen med forsagelsen af det jordiske gods vågner da kommunistiske forestillinger til mere eller mindre klar bevidsthed. Omkring 1030 finder man således i Norditalien kættere, der for domstolene erklærede: »Vi har al vor ejendom fælles med alle mennesker«. Ejendomsfællesskabet blev endvidere prædiket i slutningen af det 11. århundrede af de såkaldte katharer eller valdenser, der blev blodigt udryddet i albigenserkrigene. En lignende lære optræder ved overgangen fra 12. til 13. århundrede hos »begharderne« i Nederlandene, hvorfra de snart udbredte sig over Tyskland, Frankrig og England. Mod slutningen af 13. århundrede grundlagde Gerhard Grqot fra Deventer samfundet »Det hellige Livs Brødre«, og omtrent på samme tid opstod »patarenerne«’s eller »Apostelbrødrene«’s sekt i Parmia, hvorfra de fandt udbredelse til Spanien, Frankrig og Tyskland.
Renæssancen
En sværmerisk kommunisme, der hvilede på apokalyptiske forestillinger, forkyndtes i overgangsperioden mellem middelalderen og den nyere tid af »gendøberne«, der 1534 gjorde et forsøg på at oprette deres tusindårige rige i Münster, et forsøg, der kvaltes i blod og grusomme forfølgelser; Gendøberne fandt tilflugt i Böhmen, hvor under navnet »mähriske brødre« deres små og spredte, kommunistisk organiserede samfund endnu fandtes i første fjerdedel af 17. århundrede. Alle de her nævnte og endnu mange andre sektbevægelser med kommunistiske tilløb fra middelalderen og begyndelsen af den nyere tid havde deres rod først og fremmest i religiøse motiver; de påberåbte sig alle Bibelen. Ved siden heraf forekom dog også stærkt udbredte revolutionært-kommunistiske tendenser af mere nøgternt og jordisk præg, der fik deres udslag i de store »bondekrige«, som hærgede Frankrig 1358, England 1381 og Tyskland 1525.