thumb|Davidsstjernen er symbol på jødedommen. Jødedommen er jøders traditionelle religion og den ældste af de tre monoteistiske verdensreligioner (de tre abrahamitiske verdensreligioner): jødedommen, kristendommen og islam. Kristendommen og islam kan spore deres forhistorie tilbage til jødedommens tidlige former. Centralt i jødedommen står en række hellige skrifter, først og fremmest den jødiske bibel Tanakh (som stort set er lig med Det Gamle Testamente i den kristne bibel) og dernæst Talmud.
Jødedommen kaldes undertiden "den mosaiske tro".Se f.eks. https://hjorring.dk/mosaisk/
Religionen praktiseres af ca. 15 millioner mennesker over hele verden, heraf de fleste bor i den jødiske stat Israel (ca. 6 mio.) og USA (ca. 5 mio.). I Danmark bor der ca. 6.500 jøder. Ca. 0,2% af verdens befolkning er jøder.
Jødedommen er en såkaldt "etnoreligiøs" religion: Den er knyttet til et bestemt folk, nemlig det jødiske folk. Ordene "jøde" og jødisk" er – ud over at være religiøse betegnelser – også etniske betegnelser: De angiver et tilhørsforhold til det jødiske folk. At være etnisk jøde er at være født af en jødisk mor, ligegyldigt hvem der er ens far.Bent Melchior: Jødedom, s. 4. Herudover medtælles også dem, der er konverteret til jødedommen som religion. I de officielle statistikker regnes almindeligvis kun med personer, der selv betegner sig som jøder, hvad enten de praktiserer religionen eller ikke. Som etnisk betegnelse er der ikke tale om en national bestemmelse, idet jøder tilhører forskellige nationer over hele verden (f.eks. USA og Israel).Lex.dk: Jødedom
Grundtræk i jødedommen Jødedommen er en monoteistisk religion: Den siger, at der kun er én Gud.Se f.eks.Esajas' Bog, 44,6; 45,21-22; 46,9. Det forbydes udtrykkeligt at dyrke andre guder, der betegnes som "afguder" (Anden Mosebog, 20,4-6). Denne Gud, som hedder Jahve, er almægtig, alvidende og evig. Jahve må ikke afbildes, og hans navn må ikke udtales. I de jødiske hellige skrifter forekommer hellignavnet JHVH (tetragrammet), hvilket ved højtlæsning erstattes med adonai (Herren), hashem (Navnet) eller lignende. Jahve har åbenbaret sig for det jødiske folk. Denne åbenbaring er beskrevet i den jødiske bibel - Tanakh - ifølge hvilken han udvælger netop dette folk som sit eget.
I forbindelse med åbenbaringen har Jahve givet det jødiske folk Moseloven (Torah) med dens 613 bud (mitzvot), hvis overholdelse er central i jødisk religion. Moseloven indeholder bestemmelser om samfundsforhold, om helligdage, om gudstjeneste og om, hvad det er tilladt at spise.Bent Melchier: Jødedom, s. 12-14.
Pagten mellem Jahve og det jødiske folk thumb|upright=1.2|Jødedommens grundfortælling: Moses går op på Sinaibjerget, hvor han møder Jahve, som indgår pagten med det jødiske folk, og som giver Moses de ti bud på to stentavler. Centralt i jødedommen er tanken om, at Jahve har indgået nogle pagter (aftaler) med det jødiske folk ("Israel"). Dengang hed jøderne "israelitter". Her tænkes blandt andet på den pagt, som Jahve ifølge Tanakh indgik med Abraham (Første Mosebog, 17, 7-14). Der tænkes dog specielt på den pagt, som Jahve indgik ved Sinaibjerget med det israelitiske folk, med Moses som mellemmand. Denne pagt gik ud på, at Israel ville "være mit ejendomsfolk, ene af alle folkene ... et kongerige af præster og et helligt folk for mig." (2. Mosebog 19, 5-6) Der var dog betingelser knyttet til denne pagt: "Hvis I adlyder mig og holder min pagt ..." (2. Mosebog 19, 5). Israelitterne må ikke dyrke andre guder end Jahve, og de skal overholde de bud, som Jahve bekendtgør for Moses.
Derefter bekendtgjorde Moses alle buddene (retsreglerne") for israelitterne, og de svarede: "Vi vil adlyde Herren [Jahve] og gøre alt, hvad han befaler." (2. Mosebog, 24,3). Moseloven blev derved på en måde til pagtens tekst.Bent Melchier: Jødedom, s. 18.
Pagtslutningen på Sinaibjerget udtrykker jødedommens grundlæggende ide: Jahve er Israels Gud, og Israel er Jahves folk.
Tanken om det jødiske folk som Guds udvalgte folk er begrundet i Jahves pagt med Abraham og senere med Moses på Sinaibjerget. Moderne jødedom forstår "udvalgthed" som en stor etisk forpligtelse til at være mægler mellem Gud og alle mennesker.Jens Rosbach: Fluch oder Segen? Deutschlandfunk Kultur, 2. April 2010. Tanken om det "udvalgte folk" indebærer ikke nogen overlegenhed hos den troende jøde frem for andre mennesker. Det er snarere en særlig forpligtelse til at handle strengt efter Guds vilje.Die Juden – ein auserwähltes Volk? Judentum-Projekt. Abgerufen am 12. Oktober 2020. At høre til det udvalgte folk betyder, at man bør overholde Moselovens bud.Bent Melchior: Jødedom, s. 24.
I jødedommen er der et universelt perspektiv, dvs. et perspektiv der er rettet mod alle jordens folkeslag. Guds løfte til Abraham rækker videre ud til alle folkeslag: "I dig skal alle jordens slægter velsignes." (1. Mosebog, 12,3) Den frelse, som historien bevæger sig frem mod, sigter på hele menneskeheden. (Esajas' Bog, 66,18)Gyldendals Religionsleksikon, s. 260.
De sidste tider Den jødiske eskatologi (læren om de sidste tider) har udviklet sig i tidens løb. Den indbefatter nogle bestemte begivenheder:
Gud vil hjælpe det jødiske folk tilbage til Israels land. Gud vil genoprette templet i Jerusalem. Gud vil udnævne en konge af Davids slægt (dvs. Messias) til at lede det jødiske folk og verden og til at indlede den messianske tidsalder, som er kendetegnet ved retfærdighed og fred. Alle hedenske nationer vil anerkende Israels Gud som den eneste sande Gud og vil samles på Zions bjerg. Gud vil oprejse de døde og vil dømme alle sjæle. Gud vil skabe en ny himmel og en ny jord.
Livet efter døden er kendt som olam ha-ba (på hebraisk: עולם הבא, ("den kommende verden")) og forbindes med begreberne Gan Eden ("Edens have" eller "Paradis") og Gehenna (straffestedet). Det er en udbredt jødisk opfattelse, at det ikke er muligt for levende mennesker at vide, hvordan den kommende verden er.
Udtrykket "olam ha-ba" forekommer ikke i den jødiske Bibel (Tanakh). Nogle jødiske teologer mener dog, at der er skriftsteder, der taler om et personligt liv efter døden med belønning eller straf (f.eks. Daniels Bog, 12,2-3). Messias Messias (hebraisk: מָשִׁיחַ; māšīaḥ) er en central skikkelse i jødisk eskatologi. Messias er jødernes fremtidige frelser. Det hebraiske ord "māšīaḥ" betyder "den salvede". I det gamle Israel salvede man præster og konger med en hellig salveolie, når de blev indviet til deres gerning. Man mente, at salvningen på en særlig måde inddrog den salvede person i hellighedens sfære.Gads Danske Bibelleksikon 2, s. 562.
I en senere jødedom blev Messias en betegnelse for den fremtidige idealkonge, Israels frelser. Denne idealkonge ville være af kong Davids slægt. Messias forventedes at blive salvet med en hellig salvelsesolie og regere det jødiske folk som en retmæssig konge i den kommende messianske tidsalder. Han skulle oprette et herlighedsrige for Israel og befri jøderne fra fremmed styre, besejre hedningefolkene og herske over hele verden med retfærdighed i en kommende tidsalder.Mircea Eliade: De religiøse ideers historie 2, s. 223.
Senere igen, i den antikke jødedom, kom der sideløbende en anden forståelse af Messiasbegrebet. Nogle jøder så Messias som en overnaturlig, guddommelig skikkelse, en frelser, hvis komme ville ændre alt.Benedikt Otzen: Den antike jødedom, s. 175. For dem var denne frelser en person, der var udvalgt af Gud, men i modsætning til alle tidligere ledere skulle han skabe en radikalt ny drejning hen imod "shalom" (fred, velfærd for alle). Hans opgave ville ikke være midlertidig, men evig.
Denne forståelse af Messias blev forbundet med tanken om en dommedag for alle mennesker - ikke blot for de levende, men også for de døde. Alle de døde ville opstå med deres legemer for at modtage deres dom. De retfærdige ville blive belønnet og ført ind i Messias´ evige rige, mens alle de andre ville blive dømt til en evig pinsel.Bart Ehrman: Jesus. En apokalyptisk profet, s. 156-57.
Rettroende (ortodokse) jøder fastholder de 13 trosprincipper, som blev formuleret af Maimonides (1138-1204). Det 12. trosprincip handler om Messias: "Jeg tror med fuld tro på Messias' komme. Og selv om han tøver, venter jeg alligevel hver dag, at han vil komme."
Nogle jøder har en symbolsk forståelse af Messias. De forstår Messias som et symbol på menneskehedens kommende befrielse fra verdens ondskab. Der vil komme en tilstand af retfærdighed og fred i verden.Emet Ve'Emunah: Statement of Principles of Conservative Judaism, s. 31. 1988. Hellige skrifter Jødedommen har to hellige skrifter: Tanakh og Talmud. Af disse to er Tanakh den overordnede.
Tanakh Tanakh - der i store træk er identisk med Det Gamle Testamente i den kristne Bibel - er den jødiske Bibel.
Tanakh består af de tre hoveddele 1) Loven (Torah), 2) Profeterne (Neviʾim) og 3) Skrifterne (Ketuvim). Ordet "Tanakh" er fremkommet ved at sammensætte de første bogstaver i "Torah", "Nevi´im" og "Ketuvim" (TNK). "Torah" bruges undertiden til at betegne hele Tanakh.
Af disse tre er Loven - Torah - den grundlæggende. Loven udgøres af de fem Mosebøger. I snævrere forstand er Loven - også kaldt "Moseloven" - de 613 bud, som indeholdes i de fem Mosebøger.
Moseloven er kendetegnet ved at være udpræget kasuistisk: Den prøver at foregribe enhver tænkelig situation i menneskelivet, og at give et bud for hver enkelt af dem. Et eksempel er dette bud: "Når en mands okse stanger en anden mands okse ihjel, skal de to mænd sælge den levende okse og dele pengene." 2. Mosebog, 21,35. Jævnfør Gads danske Bibelleksikon 2, s. 235.
Af de 613 bud bliver de 10 bud ofte fremhævet som de vigtigste bud i Moseloven. Jødisk tradition betragter de 10 Bud som Lovens 10 vigtigste bud og det teologiske grundlag for resten af buddene. De 10 bud er ikke så detaljerede som de andre bud i Moseloven. De ses snarere som grundlæggende principper, der gælder universelt - på tværs af tid og omstændigheder.
Tanakh indeholder i alt 24 bøger, der er skrevet på hebraisk. Et par bøger indeholder tekstdele, der er skrevet på aramaisk.
Den skriftlige Lov og den mundtlige Lov Jødedommen skelner mellem den skriftlige Lov (den skriftlige Torah) og den mundtlige Lov (den mundtlige Torah). Den skriftlige Lov, som er identisk med de fem Mosebøger, indeholder de bud, der anses for at være blevet åbenbaret direkte af Gud, mens den mundtlige Lov forklarer og konkretiserer disse bud. Begge dele anses for at være en guddommelig åbenbaring, men de adskiller sig i deres form såvel som i deres anvendelse. Den skriftlige Lov og den mundtlige Lov repræsenterer to komplementære, men forskellige former for guddommelig visdom.
Ifølge rabbinsk jødisk tradition gav Gud både den skriftlige Lov (Torahen) og den mundtlige Lov til Moses på Sinaibjerget. Den mundtlige Lov blev videregivet til de rabbinske ledere i de efterfølgende generationer.
I århundreder optrådte Torahen kun som en skriftlig tekst, der blev overført parallelt med den mundtlige tradition. Af frygt for, at den mundtlige lære ville blive glemt, påtog rabbiner Judah haNasi (ca. 135-217) sig den opgave at samle de forskellige traditioner og nedskrive dem i en lovsamling, der blev kendt som "den mundtlige Torah" eller "Mishna".Codex Judaica Kantor 2006, s. 146. Talmud Talmud er en stor samling af citater og udtalelser af rabbinere (religiøse lærere) om Torah og om fortolkningen af den. Talmud blev færdigredigeret i løbet af 500-tallet i Israel. Det hebraiske ord "talmud" betyder "studium", og Talmuds formål er netop studiet af Torah.
Talmud behandler emner som religion, teologi, etik, moral, love, prædikener, ritualer, historie, geografi, naturvidenskab, astronomi, astrologi, medicin, magi, handel, håndværk, politiske problemer og sociale problemer. Talmud indeholder desuden Bibelfortællinger, legender og anekdoter om rabbinere.