Socialdemokratiet er et politisk parti i Danmark, der bekender sig til den politiske ideologi demokratisk socialisme, ind i mellem betegnet som socialdemokratisme. Partiet har 38 mandater i Folketinget og er Folketingets største parti. Siden folketingsvalget d. 5. juni 2019 har partiet haft statsministerposten, først i etpartiregeringen Mette Frederiksen I 2019–2022, så i SVM-regeringen Mette Frederiksen II 2022-2026 og nu i regeringen Mette Frederiksen III sammen med Socialistisk Folkeparti, Moderaterne og Radikale Venstre.
Partiet blev første gang repræsenteret i Folketinget i 1884. I perioden 1924–2001 og igen siden folketingsvalget 2015 har det været Danmarks største parti.
Partiets ungdomsorganisation har siden 1920 været Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU).
Partiet var stiftende medlem af den internationale socialdemokratiske organisation, Socialistisk Internationale og medlem til 2017, hvor det tilsluttedes internationalen .
Navne og symboler Partiet sporer sin historie tilbage til Den Internationale Arbejderforening for Danmark grundlagt i 1871 og forbudt i 1873, løseligt omorganiseret i bevægelsen Det Socialdemokratiske Arbejderparti, der i 1876 udsendte Gimle-programmet. Formelt blev det først grundlagt i 1878 som Socialdemokratisk Forbund. Det var det formelle navn i næsten hundrede år. I praksis brugtes en række andre navne, indtil det i 1965 tog navneforandring til Socialdemokratiet i Danmark. På en kongres i Aalborg i 2002 skiftede partiet navn til Socialdemokraterne, men fra 2016 bruges igen blot Socialdemokratiet. Socialdemokratiet har bogstavbetegnelsen A ved valg, men forkortelsen S ses ofte brugt i medierne. Partiets klassiske symbol er en rød rose eller i nyere tid et A i en rød cirkel.
Historie Socialdemokratiets historie begyndte i efteråret 1871, hvor de tre socialister Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff gik sammen og stiftede Den Internationale Arbejderforening for Danmark som den danske afdeling af Første Internationale.Socialdemokraterne – Socialdemokratiet Det Kongelige Bibliotek. Sidst opdateret 15. oktober 2008. Besøgt 16. april 2009. Den Internationale Arbejderforening var organiseret i faglige sektioner og fungerede både som en faglig organisation og et politisk parti. Formålet var at organisere den hastigt voksende arbejderklasse på et demokratisk, socialistisk grundlag. Siden midten af århundredet havde Danmark været inde i en industrialiseringsproces. Store grupper fra den fattige del af landbefolkningen flyttede til byerne og blev arbejdere, og Socialdemokratiet udsprang af kravet om at give denne befolkningsgruppe retfærdige levevilkår og demokratiske rettigheder.
Efter slaget Slaget på Fælleden i 1872 blev de tre ledere fængslet og ved en Højesteretsdom i 1873 idømt årelange fængselsstraffe, hvilket også fik justitsminister C.S. Klein til at udstede forbud mod foreningen. Lokale arbejderforeninger videreførte det politiske og faglige arbejde. De opfattede sig selv som del af samme bevægelse, løseligt kaldet Det Socialdemokratiske Arbejderparti, og de holdt i 1876 en kongres i forsamlingshuset Gimle på Frederiksberg, hvor de udsendte Socialdemokratiets første program, Gimleprogrammet.
I 1878 reorganiseredes det politiske arbejde med skabelsen af et formelt politisk parti Socialdemokratisk Forbund. Herved adskiltes fagbevægelsen og arbejderbevægelsens politiske arbejde. De to grene af arbejderbevægelsen arbejdede dog tæt sammen og var gennem vedtægterne sikret repræsentation i hinandens styrende organer. I de næste 70 år voksede partiets medlemstal støt til 1948 til over 300.000. Parallelt hermed opbyggede arbejderbevægelsen gennem oprettelsen af en lang række sideorganisationer som kooperative virksomheder, oplysningsforbund og arbejderhøjskoler et omfattende organisationsnetværk, der dækkede praktisk taget alle sider af tilværelsen.
Parlamentarisk repræsentation I 1884 fik Socialdemokratiet valgt sine første to folketingsmedlemmer, Peter Thygesen Holm og partiets tidligere formand Christen Hørdum. Siden øgedes partiets tilslutning ved hvert eneste valg og kulminerede i 1935 under sloganet "Stauning eller Kaos" med 46,1 % af de afgivne stemmer. 1945–71 var den gennemsnitlige vælgertilslutning 39 %, 1973–98 33 % med et maksimum i 1990 på 37 % og et minimum i 1973 og 2005 på 26 %. Fra 1924 til 1982 havde Socialdemokratiet som regel regeringsmagten og prægede derfor den danske samfundsudvikling på næsten alle områder. Socialdemokratiet var i perioden 1924–2001 Danmarks største parti, en position som de genvandt ved folketingsvalget i 2015.
I Folketinget, men langt fra magten Fra Socialdemokratiet kom i Folketinget i 1884 til 1905, var partiets repræsentanter ret isoleret i det parlamentariske arbejde. Selv om en del radikale venstrefolk, særligt i København, havde sympati for arbejdernes sag, var de to eksisterende Venstrepartier (Venstrereformpartiet og Moderate Venstre) grundlæggende klart antisocialistiske gårdmandspartier med fokus på arbejdsgiverinteresser.Socialdemokratiet havde på dette tidspunkt stadig en marxistisk samfundsanalyse og regnede med, at det kapitalistiske samfund gennem en række kriser ville bukke under og blive erstattet af et socialistisk. Partiet var derfor ikke interesseret i at overtage styret af den borgerlige stat.Dannelsen af Det Radikale Venstre i 1905 ændrede fundamentalt Socialdemokratiets strategiske muligheder, da det nu havde en naturlig alliancepartner og reel udsigt til ad parlamentarisk vej at gennemføre reformer af det danske samfund. Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre indledte derfor et nært samarbejdede og undlod i flere valgkredse ligefrem at opstille kandidater mod hinanden.
Støtteparti og påskekrise Socialdemokratiet fungerede som støtteparti for Carl Theodor Zahles radikale regeringer i både 1909–10 og 1913–20, og bakkede under Første Verdenskrig op om både regeringens pragmatiske neutralitetspolitik med indrømmelser til Tyskland og dens markante udvidelse af statens kontrol med økonomien.I 1910 overtog den kun 35-årige fagforeningsmand Thorvald Stauning partiformandsposten, som han beholdt helt til 1939. Han fastholdt den moderate og pragmatiske linje, hvilket ikke faldt i god jord hos partiets venstrefløj. Efter den russiske revolution i 1917 brød parties revolutionære fløj ud i 1919 og dannede et Danmarks Venstresocialistiske Parti, der året efter blev omdøbt til Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).Da kong Christian 10. i 1920 afskedigede den radikale regering og dermed udløste Påskekrisen, var det en socialdemokratisk ledet generalstrejke, der fik væltet det af kongen indsatte forretningsministerium. Under krisen ønskede mange socialdemokrater kongen afsat, men partiledelsen afslog at gøre det til et krav. I de følgende år satsede Socialdemokratiet på sociale reformer og økonomisk udligning og opgav sin modstand mod at styre den borgerlige stat og var således klar til at sidde i regering.
Regeringsparti og krisestyring thumb|Socialdemokratisk valgplakat fra 1932 Ved folketingsvalget i 1924 blev Socialdemokratiet det største parti med 36,6 procent af stemmerne, og partiet dannede for første gang regering med Thorvald Stauning som statsminister.Den skjulte forskel Kristeligt Dagblad. 5. februar 2005. Besøgt 16. april 2009. Han udnævnte verdens første demokratisk valgte kvindelige minister, Nina Bang, samme år – ni år efter at kvinder fik valgret i Danmark. Staunings regering styrede Danmark gennem krisen i 1930'erne og indgik blandt andet det berømte Kanslergadeforlig med Venstre og en omfattende socialreform udarbejdet af socialminister K. K. Steincke.Under krisen var Socialdemokratiet og DKP i strid om ledelsen af arbejderbevægelsen, hvad der bl.a. medførte dannelsen af propaganda- og efterretningsorganisationen HIPA, der skulle bekæmpe kommunistisme og nazisme i bevægelsen. På samme tid skrev partiets ideolog Hartvig Frisch sit hovedværk Pest over Europa, der med undertitlen "Bolschevisme – Fascisme – Nazisme" advarede mod totalitære ideologier.
Samarbejdspolitikken Under den tyske besættelse under Anden Verdenskrig forblev Socialdemokratiet i den danske regering frem til dennes afgang 29. august 1943 og samarbejdede med den tyske besættelsesmagt. Enkelte socialdemokrater, som f.eks. Frode Jakobsen, der stiftede modstandsorganisationen Ringen, modarbejdede dog besættelsesmagten.
Den kolde krig og forholdet til DKP I 1945 led partiet et tab på 9 mandater til DKP som følge af utilfredshed med samarbejdspolitikken, og der var efterfølgende forhandlinger om en sammenslutning af de to partier, men de brød sammen. Socialdemokratiet slog derefter ind på en klar antikommunistisk linje, der blev bekræftet, da Danmark i 1949 meldte sig ind i NATO under en socialdemokratisk ledet regering. Partiet bekæmpede under den kolde krig DKP på landets arbejdspladser og oprettede Arbejderbevægelsens Informationscentral som et privat efterretningsnetværk vendt mod kommunisterne.
Storhedstid og nedgang Socialdemokratiet havde uafbrudt regeringsmagten fra 1953 til 1968 under en række statsministre som Hans Hedtoft, H.C. Hansen, Viggo Kampmann og Jens Otto Krag. I denne periode blev velfærdsstaten udbygget kraftigt, og partiet opnåede de bedste valgresultater i efterkrigstiden. I 1965 skiftede partiet tillige navn fra det hidtidige Socialdemokratisk Forbund til Socialdemokratiet i Danmark. Den stigende velstand og kulturelle kommercialisering medførte imidlertid også, at den traditionelle arbejderklasse og arbejderkultur gik i opløsning. Socialdemokratiets medlemstal, der toppede i 1950 med 286.000 medlemmer,De politiske partiers medlemstal siden 1960. Berlingske.dk 25. april 2013. begyndte herefter at falde; i 2021 var medlemstallet knap 33.000. Samtidig kom det traditionelle samarbejde med LO og det øvrige organisationsnetværk under pres, primært fordi et stigende andel af fagbevægelsens medlemmer ikke længere stemte socialdemokratisk. I 1996 opgav parti og fagbevægelse derfor den gensidige repræsentation på hovedbestyrelsesniveau.
Folkeafstemningen om Danmarks medlemskab af EF i 1972 splittede partiet, da en række – særligt yngre – medlemmer som Svend Auken og Ritt Bjerregaard støttede et nej mod partiledelsens ønske. Ved jordskredsvalget i 1973 gik partiet tilbage fra 73 til 46 mandater, og Anker Jørgensen ledede fra 1975–82 en række svage mindretalsregeringer, samtidig med at forholdet til fagbevægelsen forværredes. I 1982 gav han op og overdrog regeringsmagten til de borgerlige partier uden at udskrive valg. Op gennem 1980'erne var partiet præget af fløjkampe. I 1989 vedtog Socialdemokratiet programmet, Gang i 90'erne med målsætningen om at øge konkurrenceevnen ved "lettelse i skatter, afgifter og offentlige takster."Gang i 90'erne, 1989, Det Kgl. Bibliotek Programmet var en vision for den politik, der skulle føres fra 1990-1995. I 1992 oplevede partiet for første gang at en siddende partiformand, Svend Auken blev væltet ved et kampvalg. Den tidligere minister under flere Anker Jørgensen-regeringer Karl Hjortnæs har udtrykket partiets nedtur således:
Regering 1993-2001 Efter Tamilsagen havde fældet den borgerlige VK-regering, kunne Socialdemokratiet, efter ti års fravær, d. 25. januar 1993 igen rykke ind i Statsministeriet. Dette ved dannelsen af en regering bestående af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, CD og Kristeligt Folkeparti med Poul Nyrup Rasmussen som statsminister. Han sad på posten frem til den 27. november 2001. I perioden gennemførte Nyrup og finansminister Mogens Lykketoft helt eller delvist flere af visionerne fra Gang i 90'erne-programmet. Herunder en sænkning af marginalskatten fra 68 til 63 % og indførslen af SP.https://www.information.dk/debat/2007/11/lettelse-skatten-virker
Nyrup-regeringen opprioriterede miljøindsatsen ved at udbygge Miljøministeriet under Svend Aukens ledelse. Utilfredshed med udlændingepolitikken kostede dog partiet regeringsmagten ved valget i 2001.
Opposition 2001-2011