thumb|250px|Tegning af Plinius den Ældre fra en udgave af Historia Naturalis fra 1635. Plinius den Ældre (født Gaius Plinius Secundus; ca. 23, død 79 e.Kr.) var en romersk historiker, naturhistoriker og militærleder. Han blev født i Verona eller Novum Comum (Como) og tjente i sin ungdom som kavaleriofficer i Germanien. Senere blev han sagfører i Rom og fik et nært forhold til Vespasian og hans søn Titus efter deres magtovertagelse. Hans største interesse var videnskabelige studier, og Plinius var en særdeles aktiv mand og brugte al sin fritid til litterær virksomhed. Han skrev nogle mindre skrifter af militær betydning og to store historiske værker: om Germanerkrigene og om de foregående kejsere – omtrent fra 41 til 71.
Kun dele af Naturalis Historia er bevaret til i dag.
I 79 e.Kr. var Plinius som chef for flåden udstationeret i Misenum ved Napolibugten, hvor han blev vidne til Vesuvs berømte udbrud, som begravede byerne Pompeji og Herculaneum. Vi ved ikke, om det var pligttroskab og ønsket om at redde befolkningen eller videnskabelig interesse efter at se nærmere på udbruddet, som drev ham. Men han omkom, da han indåndede giftige vulkandampe efter at være sejlet med en gruppe flådefartøjer mod Stabiae. Hans lig blev fundet "helt og uskadt, tilhyllet, som han havde været påklædt" tre dage efter vulkanudbruddet, skriver Plinius den Yngre.
Den historiske interesse for Plinius' skrifter er stor, da få forfattere fra den tid har beskæftiget sig indgående og alsidigt med naturvidenskabelige områder.
En vigtig kilde til vores viden om Plinius den Ældres liv og død er hans nevø og adoptivsøn Plinius den Yngres breve.
Liv og virke
Baggrund Plinius' alder er afledt fra det faktum, at Vesuv havde et udbrud i august i år 79, og et udsagn fra hans nevø Plinius den yngre om, at da han døde, var han 56 år, hvilket betyder, at han blev født i år 23.
Han var søn af en romersk equites, Gaius Plinius Celer og dennes hustru Marcella. Hverken den yngre eller den ældre Plinius nævner navnene. Den vigtigste kilde om forældrene er en fragmentarisk inskription (CIL V 1 3442) fundet på en mark i Verona og nedtegnet af augustinsk munk Onofrio Panvinio i Verona. Betydningen af inskriptionen afhænger af rekonstruktionen, Gaius Plinius Secundus; Jean Harduin (Kommentator); C. Alexandre; N.E. Lemaire (red. og bidrag) (1827). «Ad Pliniam Vitam Excursus I: de Plinii Patria» (på latin, fransk). Caii Plinii Secundi Historiae Naturalis Libri XXXVII. Bibliotheca Classica Latina. 1. Paris: Didot. s. 50. men i alle tilfælde er navnene overleverede. Om han var augur og hun var navngivet Grania Marcella er mindre sikkert. Jean Hardouin, en fransk lærd på antikken, har præsenteret et udsagn fra en ellers ukendt kilde, som han hævder er fra antikken, om, at Plinius var fra Verona, og hans forældre var Celer og Marcella. Allain, Eugène (1902): (på fransk): Pline le Jeune et ses héritiers. 3 (ouvrage illustré d'environ 100 photogravures et de 15 cartes ou plans ed.). A. Fontemoing. ss. 281–282.
thumb|left|Byen og søen Como, malet af Jean-Baptiste Camille Corot, 1834. thumb|left|En 10,5 cm phalera (militær dekoration) udgravet fra Xanten og i dag i British Museum."Military horse trapping inscribed with the name of Pliny the Elder" . The British Museum: Highlights Inskripsjonen fra hullete prikker: PLINIO PRAEF EQ = Plinio praefecto equitum, "Plinius prefekt af kavaleriet". Det var måske udstedt til hver mand i Plinius' enhed. Figuren er bysten af kejseren.
Andre bestræbelser på at knytte Celer og Marcella med andre gentes (familienavne) er meget spekulative. Hardouin er den eneste lærde, som benytter den ukendte kilde. Hvordan inskriptionen kom til Verona er et mysterium, men den kan være kommet ved fragt af ejendelene tilhørende Plinius den yngres da toskanske (i dag Umbria) ejendom ved Colle Plinio, nord for Città di Castello, sikkert identificeret ved hans initialer på tagfliserne. Han havde statuer af sine forfædre her.
Plinius den ældre blev født i Como i nordlige Italien (ikke Verona). Det er kun som en indfødt af Gallia Transpadana at han kaldes "Catullus af Verona" af hans conterraneus, eller landsmænd, ikke hans municeps, eller det vil sige, at de var fælles bysbarn. Denne artikel indeholder tekst af Charles Peter Mason fra artiklen "C. Plinius Secundus" fra Dictionary of Greek and Roman Biography and Mythology, som nu er offentlig ejendom, af William Smith (1870), bind. 3, s. 414. «I, Dedikation». Natural History. citat: «om jeg må være tilladt at søge værn under eksemplet til Catullus, min landsmand». Praef. §1 En statue af Plinius på facaden af Duomo af Como fejrer ham som en indfødt. Han havde en søster, Plinia, som giftede sig ind i familien Caecilii, og blev moder til hans nevø, Plinius den yngre, hvis brev beskrev hans værker.
To inskriptioner, som identificerer hjembyen for Plinius den yngre som Como, har forrang over Verona-teorien. En inskription (CIL V 5262) fejrer den yngres karriere som kejserlig magistrat (øvrighedsperson) og giver detaljer fra hans betydelige veldedighedsarbejde og udgifter på vegne af folket i Como. En anden inskription (CIL V 5667) identificerer hans fader Lucius' landsby som Fecchio (stammen Oufentina) i nærheden af Como. Det er derfor sandsynligt, at Plinia var en lokal pige og Plinius den ældre, hendes broder, kom fra Como. Pliny the Younger; Betty Radice (overs.) (1969): «Appendix A: Inscriptions». The letters of the younger Pliny (6. rev.) Penguin Classics. .
Gaius var af scionslægten (gens) Plinii. Han tog ikke sin faders cognomen (tredjenavn) Celer, men sit eget, Secundus. Hans adopterede søn tog det samme cognomen, og Plinius grundlagde en slægtsgren, Plinii Secundi. Familien var fremgangsrig; Plinius den yngres arvede ejendomme gjorde ham så rig, at han kunne grundlægge en skole og et bibliotek, oprette et fond som sørgede for mad til kvinder og børn i Como, og hans egne talrige ejendomme rundt Roma og søen Como, foruden at han gav gaver til en del af sine venner som en personlig gunst. Ingen tidligere tilfælde af navnet Plinii er kendt.
I 59 f.Kr., kun 82 år før Plinius blev født, grundlagde Julius Cæsar Novum Comum (tilbagevendt til Comum) som en colonia for at sikre regionen mod angreb fra barbariske stammer i Alperne og som Cæsar ikke selv nåede at besejre og underlægge sig. Han indførte en befolkning på omkring 4.500 mennesker fra andre provinser (det er ikke klart fra hvor) for at blive bosat i Comasco, desuden 500 aristokratiske grækere for at grundlægge selve Novum Comum. Hardy, Ernest George (2007): «V Caesar's Colony at Novum Comum in 59 BC». Some Problems in Roman History: Ten Essays Bearing on the Administrative and Legislative Work of Julius Caesar. The Lawbook Exchange, Ltd. . s. 126–149. Samfundet var således multikulturelt og fleretnisk, og familien til Plinius kan have kommet fra hvor som helst. Om nogen konklusion kan blive trukket fra Plinius præference for græske ord, eller lingvisten Julius Pokornys udledning af ordet, at navnet er fra nordlig italisk som "skallet"Pokorny, Julius: Indogermanisches Etymologisches Woerterbuch (tysk). Universitet i Leiden. s. 834. er kun en spekulativ mening. Det er ingen nedtegnelser som angiver nogen hentydning om etniske sondring i Plinius' samtid. Befolkningen selv tog stolthed i at være romerske borgere.
Plinius den ældre giftede sig ikke og havde ingen børn. I sit testamente adopterede han sin nevø, hvilket gav nevøen ret til arve alle hans ejendomme. Denne form for adoption er kaldt for "testamentarisk adoption" af dem, som har skrevet om emnet og den sikrede kun navneændring, men romersk retsvidenskab anerkender ingen sådan kategori. Plinius den yngre var således den reelle adopterede søn af Plinius den ældre, men ikke i sidstnævntes egen levetid. Pliny the Younger; Constantine E. Prichard; Edward R. Bernard (red.) (1896): Selected Letters. Oxford: Clarendon Press. s. 1. For i det mindste en del af tiden boede Plinius under det samme tag som sin søster og nevø (hvis ægtemand og fader døde ung). Mens de gjorde det, besluttede Plinius at undersøge udbruddet af vulkanen Vesuv, men blev forledt af behovet for en redningsaktion og af en budbringer af en ven, som bad om hjælp.
Student og advokat thumb|left|Rester af templet for Kastor og Pollux i Rom. Plinus' fader tog ham med til Rom for, at han skulle få en uddannelse. Han har fortalt, at han så Marcus Servilius Nonianus, romersk konsul.
Militær karriere thumb|Kort over Castra Vetera, en stor castra stativa, eller fast romersk militærlejr i Germania Inferior, hvor Plinius tilbragte den sidste del af sin ti år lang militære pligttjeneste som kommandant af kavaleriet. Den lå ved Rhinens nedre del.
I år 46, da han var 23 år, gik Plinius ind i hæren som juniorofficer, hvilket var skik for unge mænd af rangen equites. Ronald Syme, en moderne forsker af Plinius, har rekonstrueret tre perioder med tre grader. Beagon (2005), s.3. Syme (1969), s. 207. Plinius' interesse i latinsk litteratur vakte opmærksomhed og gjorde ham til ven med andre litterære mænd af højere grader, som han oprettede varige venskaber med. Senere støttede disse venskaber ham til at få tilgang til højere lag i samfundet; imidlertid havde han også godt omdømme for sine kundskaber og dygtighed. I henhold til Syme begyndte han som præfectus cohortis, en "kommandant af en kohorte" (en infanterikohorte da juniorofficerer begyndte i infanteriet) under Gnaeus Domitius Corbulo som også var en forfatter (men ingen af hans værker er overleverede) i Germania Inferior. I år 47 deltog han i den romerske underkuelse af chaukerne, en germansk stamme ved kysten af Nordsøen i det, som i dag er Nederlandene, og derefter af ødelæggelsen af passagen mellem floderne Maas og Rhinen. Hans beskrivelse af romerske skibe, som ankrede op i floden over natten efter at have måtte vogte sig for flydende træer, har præg af at være en øjenvidneskildring. «XVI.2». Natural History. Sitat: «Many is the time that these trees have struck our fleets with alarm, when the waves have driven them, almost purposely it would seem, against their prows as they stood at anchor in the night; and the men, destitute of all remedy and resource, have had to engage in a naval combat with a forest of trees!»
Ved en uklar dato blev Plinius overført til kommandoen over Germania Superior under Publius Pomponius Secundus med forfremmelse til militær tribun, hvilket var en position i staben og med pligter under distriktkommandanten. Pomponius var halvbroder af Corbulo. Levick, Barbara (1999): Tiberius the politician (2. rev. utg.). Routledge. . s. 290. De havde samme moder, Vistilia, en mægtig matrone fra de øverste romerske klasser, som havde syv børn med seks ægtemænd, mange af børnene havde kejserlige forbindelser, herunder en fremtidig kejserinde. Plinius' opgave er ikke klar, men han må have deltaget i krigen mod chatterne i år 50, 27 år gammel og i sit fjerde tjenesteår. Associeret med kommandanten i prætorium blev han en familiær og nær ven af Pomponius, som også var en skrivende mand.