Immanuel Kant (født 22. april 1724, død 12. februar 1804) var en tysk filosof. Han er kendt for sin skelnen mellem det, som mennesket kan erkende, og det, som mennesket ikke kan erkende, f.eks. ”tingen i sig selv”. Han er også kendt for det kategoriske imperativ - hans bud på, hvordan etikkens øverste og ubetingede princip må tænkes.
Kant var en af de største og mest indflydelsesrige filosoffer, der har levet. Hans tænkning udgjorde et højdepunkt i oplysningstiden med dens dyrkelse af fornuften. Han har været toneangivende for moderne europæisk tænkning, og særligt hans erkendelsesteori, hans etik og hans æstetik er fortsat aktuelle.
Biografi Kant blev født den 22. april 1724 i et hjem, der var stærkt præget af arbejde og pligt. Hele sit liv levede han i Königsberg, det nuværende Kaliningrad. Hans far var sadelmager. Han var åndeligt påvirket af sin mor, som han har fortalt om:
”Aldrig vil jeg glemme min moder, thi hun såede og gav næring til det godes kim i mig; hun åbnede mit hjerte for naturens indtryk; hun bragte mine begreber til live og udvidede dem, og hendes undervisning har haft en stadig velgørende indflydelse på mit liv.” Citeret fra: Justus Hartnack: Kant, s. 9.
Kant voksede op i fattige kår, men han fik adgang til de højere uddannelsesinstitutioner takket være sin åbenlyse begavelse. Han omtales oftest som yderst arbejdsom, og han beskrives af Justus Hartnack som ”sygeligt præcis” og ”en arbejdsmaskine”.
Han påbegyndte sine studier på universitetet i Königsberg i en alder af 16 år. Her blev han især påvirket af Martin Knutzen, en ung professor i logik og metafysik, der vakte hans interesse for filosofi, naturvidenskab og matematik. Han afsluttede sine studier seks år senere i en alder af 22 og blev huslærer.Justus Hartnack: Kant, s. 9-10.
I 1755 udgav han Allgemeine Naturgeschichte und Theorie des Himmels. Samme år vendte han tilbage til universitetet i Königsberg, hvor han ofte forelæste 20 timer om ugen. I 1770 blev han professor i matematik. Han havde fået to andre tilbud om et professorat – et fra universitetet i Jena og et fra universitetet i Erlangen. Men han ønskede ikke at flytte væk fra det vante liv i Königsberg. Han undgik generelt ydre forandringer.Justus Hartnack: Kant, s. 10-11.
thumb|left|300px|Kant holder middagsselskab med sine venner i hjemmet i Königsberg. Et koloreret træstik efter Emil Doerstlings maleri Kant og hans bordfæller (Kant und seine Tischgenossen). 1892. Kant forblev ugift gennem hele sit liv. Han var dog socialt anlagt og korresponderede med filosoffer og videnskabspersoner fra samtiden. Han var desuden kendt for sine middagsselskaber. Middagen bestod af tre retter med en halv flaske rødvin til hver person. Her var han livlig og underholdende og havde vid.Justus Hartnack: Kant, s. 10.
Ved universitetet underviste han i mange fag på én gang: praktisk filosofi, teologi, pædagogik, geografi, logik, matematik og metafysik.
Kant formulerede sine revolutionerende tanker i sine tre såkaldte "kritikker": Kritik af den rene fornuft (på ) (1781/1787), Kritik af den praktiske fornuft (1788) og Kritik af Dømmekraften (1790). Inden udgivelsen af den første kritik havde Kant haft et årti, hvor han næsten intet udgav. Det tilskriver han selv en vending i hans tænkning, måske foranlediget af hans læsning af den skotske filosof David Humes (1711-1776) En undersøgelse af den menneskelige forstand. Humes konsekvente kritik af fornuftens erkendelsesevne fik Kant overbevist om, at det var nødvendigt med en kritisk undersøgelse af fornuftens evne til at opnå erkendelse. Hans vending fra at reflektere over ydre genstande til at reflektere over menneskets indre erkendelsesapparat kaldte Kant sin kopernikanske vending, idet han sammenlignede den med Nicolaus Kopernikus` (1473-1543) vending fra at betragte Jorden som verdens centrum til at betragte Solen som verdens centrum.
Ud over de tre kritikker udgav Kant en række værker om oplysning, historie, race, religion og politisk filosofi, som alle har haft en stor indflydelse, og som stadig har en indflydelse på vores forståelse af begreber som menneskeværdighed, straf og kosmopolitisme.
Filosofi Erkendelsesteori Kant erkendelsesteori, der kan ses som et dybtgående svar på David Humes kritik af fornuftens erkendelsesevne, går i hovedsagen ud på, at menneskets erkendelse af verden ikke kun er bestemt af de ydre genstande (f.eks. et træ), men også er bestemt af selve bevidstheden – eller mere præcist: af bevidsthedens erkendelsesredskaber. Mennesket erkender ikke kun gennem sansning af ydre genstande (empirisme). Det erkender også i kraft af sin bevidstheds erkendelsesredskaber (rationalisme). Ja, det erkender først og fremmest i kraft af sin bevidstheds erkendelsesredskaber. Ved hjælp af disse strukturerer mennesket verden.Kant, Immanuel (2002), Kritik af den rene fornuft. Det lille forlag. Oversat af Claus Brat Østergaard. Uden erkendelsesredskaberne er den sansede verden ustruktureret.
thumb|Titelsiden på Kants erkendelsesteoretiske hovedværk Kritik af den rene fornuft fra 1781. Menneskets erkendelse er altså ikke først og fremmest et resultat af sansning. Den er ikke bare en afspejling af virkeligheden ”derude”. Den er først og fremmest en afspejling af de indre erkendelsesredskaber, som mennesket er udrustet med, og som er en forudsætning for menneskets erkendelse i det hele taget. Disse indre erkendelsesredskaber er: 1) anskuelsesformerne og 2) forstandskategorierne.
Al erkendelse begynder ganske vist med sansningen, siger Kant. Man sanser for eksempel et træ. Men selv om erkendelsen begynder med sansningen, så er erkendelsen ikke kun sansning. Erkendelsen består af to dele: 1) sansningen og 2) det bidrag, som de indre erkendelsesredskaber yder. Kant skelner mellem erkendelsens indhold (som er givet ved sansningen) og erkendelsens form (som er givet ved bevidsthedens indre erkendelsesredskaber). Begge dele bidrager til erkendelsen.
Erkendelsesredskaberne - anskuelsesformerne og forstandskategorierne - kalder Kant "transcendentale" betingelser for erfaringen. Det vil sige: De er forudsætninger for erfaringen. De er betingelser for, at tingene i det hele taget kan erfares. "Transcendental" må ikke forveksles med "transcendent", der betyder "som overskrider grænserne for en mulig erfaring". For eksempel regnes "Gud" for at være transcendent, fordi begrebet Gud er begrebet om noget, der ligger ud over, hvad mennesket har mulighed for at erfare.
Kants erkendelsesteori kan betegnes som en syntese mellem rationalisme og empirisme.Jimmy Zander Hagen: Erkendelse og sandhed, s. 116.
Anskuelsesformerne Anskuelsesformerne er rum og tid. Disse anskuelsesformer er som sagt noget, der ligger i bevidstheden, ikke i den ydre verden. Anskuelsesformerne er forud for enhver sansning. De er noget, som mennesket møder op med, før det sanser noget som helst. De er som sagt forudsætninger for erfaringen. Som ordet ”anskuelsesform” siger, er de en form, som mennesket anskuer verden igennem.
Det er disse anskuelsesformer, der gør, at mennesket oplever alting i rum og tid. Rum og tid er ikke noget, der ligger i verden ”derude”. Det er noget, der ligger i bevidstheden ”derinde”. Rum og tid er ikke egenskaber ved de ydre genstande. De er anskuelsesformer i mennesket. De er subjektive, ikke objektive. De skyldes det erkendende subjekt (mennesket), ikke det erkendte objekt (træet).Arne Næss: Filosofiens historie 1, s. 585.
thumb|300px|Tingen i sig selv og tingen som fænomen. Ingen af de ting, som mennesket anskuer i rum, er tingene i sig selv, siger Kant. Rummet er en form, som mennesket lægger ned over tingene. Tingene i sig selv kendes egentlig slet ikke af mennesket. Det, der kaldes for ydre genstande, er dybt præget af menneskets erkendelsesapparat, herunder formningen i rum. Det, som sansningen til syvende og sidst viser hen til - tingen i sig selv - kan slet ikke erkendes af mennesket. Tingen i sig selv (på tysk ”das Ding an sich”) er ikke det, som vi anskuer den til at være. Den er - med Kants ord - "et ubestemt noget".Justus Hartnack: Kant, s. 144. Det, som vi anskuer, er tingen som fænomen, ikke tingen i sig selv.Arne Næss: Filosofiens historie 1, s. 595-96
Ligesom rummet er tiden en forudsætning for erfaringen – en form, som mennesket anskuer verden igennem. Den menneskelige erfaring er ordnet i tid. Erfaringen deler fænomener op i ”før”, ”efter” og ”samtidig med”. Tiden er en virkelighed for alle de genstande, der nogensinde kan foreligge for menneskets erfaring. Alle fænomener befinder sig er i tiden.
Vi kan ikke opleve eller forestille os noget, hvis der ikke er rum og tid, siger Kant. Hvis vi tænker på noget, og trækker rummet og tiden fra, så bliver der ingenting tilbage.
Anskuelsesformerne rum og tid er passive erkendelsesredskaber, der blot modtager indtryk. De kan opfattes som et filter for sansningen.Jimmy Zander Hagen: Erkendelse og sandhed, s. 139.
Forstandskategorierne
thumb|300px|Kants 12 forstandskategorier, som han deler op i fire grupper. thumb|300px|Liste over forstandskategorierne, idet der ud for hver kategori er angivet et eksempel på en dom, der bruger kategorien. thumb|300px|Sansningen, anskuelsesformerne og forstandskategorierne. ”Forstandskategorierne” (forstandsbegreberne) er begreber, som bruges af den menneskelige forstand i forbindelse med erkendelsen af verden. Hvor Kant beskriver anskuelsesformerne som passive erkendelsesredskaber, beskriver han forstandskategorierne som mere aktive erkendelsesredskaber. Forstandskategorierne strukturerer erkendelsen aktivt.
Et eksempel på en forstandskategori er ”årsag-virkning”. Det er begrebet om to størrelser, af hvilke den første (årsagen) bestemmer den anden (virkningen) som en følge i tiden. Årsagen ligger tidsmæssigt forud for virkningen.
Årsag-virkningsforholdet er ikke en ydre genstand, som kan erfares gennem sanserne. Man kan ikke iagttage forholdet mellem årsag og virkning. Det er et begreb, som forstanden bidrager med i erkendelsesprocessen, et rent forstandsbegreb eller - med Kants udtryk - en forstandskategori. Det ligger i forstandens natur, at den forstår ting som led i en årsagskæde.Arne Næss: Filosofiens historie 1, s. 585-86.
Et eksempel: Man sidder i en stue, og pludselig ser man, at der triller en bold ind i stuen. Nu vil forstanden forsøge at placere denne erfaring i et skema af årsag og virkning. Forstanden vil spørge: Hvor kommer den bold fra? Hvad er årsagen til, at den triller herind? Boldens specielle bevægelse må jo være en virkning en bestemt forudgående årsag. Men hvilken årsag?Jostein Gaarder: Sofies verden, s. 337.
Kant undersøger, hvilke begreber forstanden bruger i forbindelse med erkendelsen af verden. Et udsagn, der indeholder en (påstand om) erkendelse af verden, kaldes en ”dom”. En dom kan for eksempel være: ”Himlen er blå.” Eller: ”Alle legemer har tyngde.” At fælde en dom er forstandens handling, og en sådan handling kan karakteriseres ved hjælp af en forstandskategori, siger Kant.Justus Hartnack: Kant, s. 24. Han forsøger nu at finde frem til, hvilke forstandskategorier der er nødvendige for at fælde en dom.
Han kommer frem til, at der findes 12 forstandskategorier. Disse er: enhed, flerhed, totalitet, realitet, negation, begrænsning, substans, årsag-virkning, fællesskab, mulighed, eksistens og nødvendighed. De 12 forstandskategorier deler han op i fire grupper med tre i hver: kvantitet, kvalitet, relation og modalitet. (Se figuren). Kant mener, at han med disse 12 kategorier har dækket alle mulige domsformer for de genstande, som vi kan erkende gennem sansningen.
Kategorierne siger ikke noget om indholdet i dommene (f.eks. ”himlen” eller ”legemer”). De siger kun noget om dommens form. For eksempel er der i dommen ”Alle legemer har tyngde” brugt forstandskategorien ”totalitet”. Alle domme bruger en eller anden kategori.
Menneskets erkendelsesredskaber er altså: 1) sansningen, 2) anskuelsesformerne og 3) forstandskategorierne.
Erkendelsens grænser