Økonomi (gr. oikos + nomos, hus(holdning) + lov, altså egentlig ”regler for (eller styring af) en husholdning”) er en samfundsvidenskab, der analyserer produktionen og forbruget af varer og tjenesteydelser. Et vigtigt fokus er, hvordan og hvorfor forskellige aktører som forbrugere og virksomheder handler i forskellige situationer, og hvordan nationers og andre større sammenslutningers økonomiske sammenhænge fungerer.

Siden 1969 har den svenske centralbank, Sveriges Riksbank, i enighed med Nobelstiftelsen uddelt en nobelpris i økonomi til banebrydende forskere inden for de forskellige økonomiske underdiscipliner.

Definition

Der er ikke nogen bredt accepteret og samtidig præcis afgrænsning af, hvad der kendetegner økonomi som videnskab, men følgende definition, der stammer fra den engelske økonom Lionel Robbins, nævnes ofte:

Definitionen gengives ofte som ”økonomi omhandler allokering af knappe resurser” og henleder altså opmærksomheden på det forhold, at menneskets adfærd i stort set alle sammenhænge typisk vil være påvirket af knaphed af en bestemt resurse, hvad enten denne er en naturresurse i fysisk forstand, varer, penge, tid eller mentale resurser. Andre definitioner har i tidens løb fokuseret på økonomi som bl.a. studiet af skabelsen af rigdom, af hvordan mennesker træffer beslutninger, af markeder og maksimerende adfærd og af, hvordan mennesker tjener og anvender deres indkomst.Backhouse, Roger E., og Steven Medema (2009). "Retrospectives: On the Definition of Economics", Journal of Economic Perspectives, 23(1), s. 225. [ss. 221–33.

Underinddelinger

Økonomi kan opdeles i mange underdiscipliner. Det førende amerikanske tidsskrift Journal of Economic Literature (JEL) opererer med en officiel klassificeringJEL Classification System, som anvendes af mange forskere, biblioteker mv. Den har 20 hoved-undergrupper, der igen er inddelt i en række subkategorier. En vigtig underinddeling har traditionelt været mellem nationaløkonomi (eller samfundsøkonomi) og erhvervsøkonomi (eller driftsøkonomi). Hovedemner inden for sidstnævnte er afsætning, organisation, regnskab og finansiering. Erhvervsøkonomi har traditionelt været i højsædet i undervisningen på handelshøjskolerne. En anden inddeling er mellem mikroøkonomi og makroøkonomi, hvor mikroøkonomien studerer individuelle forbrugeres, virksomheders og andre økonomiske aktørers adfærd, mens makroøkonomi omhandler aggregerede økonomiske begreber som BNP, indkomstfordeling, beskæftigelse og arbejdsløshed, inflation, valutakurser, økonomisk vækst og konjunktursvingninger samt finans- og pengepolitik.

Økonomisk analyse kan anvendes på stort set alle områder af menneskelig interesse. Kerneområder har været de ovennævnte, men også så forskellige emner som kriminalitet, uddannelse, familie, børnefødsler og parforhold, jura, politik, religion, krig, forskning og grundlæggende samfundsinstitutioner kan underkastes økonomisk analyse og har dermed deres egne nicheforskere og -tidsskrifter.

Hovedstrømning og heterodokse tilgange

En yderligere opdeling går mellem såkaldt mainstream-økonomi, dvs. hovedstrømningen inden for økonomisk tankegang, som er hovedindholdet i undervisningen på de fleste læreanstalter og grundlaget for den meste faglige og offentlige økonomiske debat, og forskellige alternative, såkaldt heterodokse teorier, som opfatter sig som i opposition til hovedstrømningen. Disse har også fortalere blandt nogle økonomiske forskere og deres egne faglige cirkler, men typisk et ret beskedent antal tilhængere og derfor en mere marginal position blandt økonomer. I den officielle JEL-klassifikation nævnes marxistisk økonomi, institutionel økonomi, evolutionær økonomi, østrigsk og feministisk økonomi som nuværende heterodokse tilgange. Andre nævner post-keynesiansk (i modsætning til nykeynesiansk)Frederic S. Lee, 2008. "Heterodox economics," The New Palgrave Dictionary of Economics 2. udgave, v. 4, ss. 2-65. Abstract. og økologisk økonomi (i modsætning til miljøøkonomi) som eksempler på heterodoks økonomi.

Metodisk tilgang

Økonomisk metode adskiller sig fra øvrige samfundsvidenskaber ved at være udpræget matematisk i sin tilgang. Det gælder for begge videnskabens halvdele: Den teoretiske del og den empiriske del. Fordelen ved en matematisk tilgang er, at resultaterne er præcise og objektivt korrekte i forhold til deres forudsætninger, og at de antagelser, der ligger til grund for resultaterne i en konkret sammenhæng, bliver eksplicit præsenteret. Denne matematiske klarhed gør det muligt at nå en indsigt i komplicerede spørgsmål, som en rent verbal tilgang ikke giver mulighed for. En ulempe er, at tilgangen er mindre let tilgængelig for personer uden matematisk træning.

Forholdet mellem teori og empiri

Fremgangsmåden i økonomisk forskning kan beskrives som følger: Der opstilles en teoretisk model, typisk i form af nogle matematiske ligninger, der ud fra nogle grundlæggende antagelser (hypoteser) demonstrerer adfærden hos modellens aktører i en given situation. Dernæst anvendes den anden halvdel, empirien, til at evaluere, om modellens antagelser er realistiske. Hvis modellens resultat ikke virker empirisk plausibelt, vil det skyldes, at mindst én af dens antagelser er urealistisk. Man kan så opstille en modificeret model med ændrede antagelser og se, om denne klarer sig bedre empirisk. På denne måde skrider processen fremad med stadig opstilling og aftestning af nye og potentielt bedre modeller, der i stigende grad bør kunne afspejle empirisk relevante resultater. Empirien kan bestå af simple deskriptive data, men vil ofte være resultatet af mere avancerede statistiske metoder, der er indholdet i underdisciplinen økonometri.

Økonomiske computermodeller

Forbedrede IT-metoder har betydet, at anvendt økonomi i stigende grad betjener sig af computermodeller, der kombinerer et teoretisk model-setup med empiriske data. Sådanne modeller opbygges og vedligeholdes ofte i institutioner som ministerier, centralbanker, tænketanke o.l. snarere end i egentlige universitetsforskermiljøer. Computermodellerne kan igen inddeles i forskellige typer alt efter deres teoretiske udgangspunkt og anvendelsesområde. Eksempler på sådanne anvendte modeller i Danmark er ADAM, MONA, SMEC, DREAM og HEIMDAL.

Eksperimentel økonomi

I nyere tid har disciplinen eksperimentel økonomi vundet en vis udbredelse. Inspireret af psykologi udsætter man en række mennesker for forskellige test og opgaver under videnskabeligt kontrollerede forhold. Især inden for den ret nye disciplin adfærdsøkonomi, der inddrager indsigt fra moderne psykologi i økonomiske sammenhænge, er eksperimenter af denne type en hyppigt anvendt metode.

Nogle centrale mainstream-økonomiske begreber og tankegange

Rationel adfærd: Økonomer fokuserer oftest på rationel adfærd, dvs. at de forskellige aktører antages at vælge de handlinger der forventes at stille dem bedst muligt i forhold til den kriteriefunktion de nu engang har, givet det udgangspunkt aktørerne står i og den information de har til rådighed. Dog undersøger især moderne adfærdsøkonomiske teorier også handlinger, der udspringer af begrænset rationalitet.

Nyttemaksimerende forbrugere: Almindelige privatpersoner – ofte inddelt i husholdninger som så antages at være den grundlæggende private beslutningsenhed – antages at have en nyttefunktion som kriteriefunktion, dvs. deres grundlæggende ønske er at få så høj nytte som muligt. Nytte er imidlertid et meget bredt begreb, hvori man kan lægge stort set alt, hvad mennesker sætter pris på. Således vil materielt forbrug af varer og tjenesteydelser typisk indgå i nyttefunktionen, men i konkrete sammenhænge kan også forhold som fritid, et godt helbred, et langt liv, børn, et forureningsfrit miljø og mental tilfredsstillelse (f.eks. opfyldelse af et ønske om fairness) forøge nytten. En rationel person/husholdning vil så vælge sin adfærd således, at han opnår den højeste samlede nytte ved et kompromis mellem de forskellige elementer i nyttefunktionen.

Profitmaksimerende virksomheder: Private virksomheder antages typisk at maksimere deres profit – dvs. at tjene så meget som muligt. Virksomhedernes kriteriefunktion er således endimensionel i modsætning til forbrugernes.

Markeder og markedspriser: De fleste varer, tjenesteydelser og produktionsfaktorer udveksles via markeder, hvor markedsprisen bestemmes af udbud og efterspørgsel. Efterspørgslen på et varemarked afhænger af husholdningernes præferencer repræsenteret ved deres nyttefunktioner, af deres indkomst og af prisen på andre varer, mens udbuddet afhænger af produktionsomkostningerne. Fordi markedspriserne afspejler alle disse forhold, indeholder de meget store mængder af information og er derfor centrale for at kunne skabe en efficient allokering af økonomiens resurser.

Fuldkommen konkurrence og markedsfejl: Er der såkaldt fuldkommen konkurrence på et marked, fungerer markedsmekanismen optimalt, og markedet vil fungere effektivt. Man taler om, at markedet i så fald fungerer pareto-optimalt eller efficient. I en sådan situation vil offentlige tiltag, der griber ind i markedets funktionsmåde, medføre forvridninger, dvs. skabe en inefficiens. Er der såkaldte markedsfejl på markedet (f.eks. i form af eksternaliteter, ufuldstændig information eller offentlige goder), vil konkurrenceforholdene imidlertid ikke være fuldkomne i udgangspunktet, hvilket vil give anledning til forskellige former for samfundsøkonomiske problemer. Forhold som arbejdsløshed, miljøproblemer og finanskriser kan således ifølge økonomisk teori tilskrives hver sin type markedsfejl.

Offentlige indgreb i markedernes funktionsmåde kan dermed (kun) forbedre økonomiens funktionsmåde og dermed befolkningens velfærd, hvis de 1) enten korrigerer for en markedsfejl og dermed forbedrer markedets funktionsmåde, eller 2) foretages for at ændre fordelingen af resurserne på en måde, som opfattes som mere rimelig af befolkningen. Ofte vil der være en afvejning mellem disse to tiltag, idet ændringer, der forbedrer forholdene langs den ene dimension, samtidig forværrer forholdene langs den anden dimension. Dette er den grundlæggende afvejning mellem efficiens og fordeling i økonomisk politik.

Økonomi og penge: I modsætning til den almindelige opfattelse handler den økonomiske videnskab kun i meget lidt omfang om penge, men derimod snarere om den fornuftigste anvendelse af reale resurser: Arbejdskraft og naturressourcer samt de produktionsfaktorer, varer og tjenesteydelser, der kan produceres ved hjælp heraf. Disse forhold kan – og bliver ofte – analyseret uden, at penge er noget nødvendigt led i transaktionen. Penge, der dels skabes af centralbanker og dels af private banker,Jens Bang-Andersen, Lars Risbjerg & Morten Spange (2014): Penge, kredit og bankvæsen. Danmarks Nationalbank, Kvartalsoversigt, 3. kvartal, s. 63-79. anses dog for et nyttigt betalingsmiddel, der letter udvekslingen af reale resurser, og enkelte økonomiske problemstillinger hænger specifikt sammen med anvendelsen i vores moderne samfund af penge som betalingsmiddel (i modsætning til en økonomi, hvor man i stedet byttede varer direkte). Disse problemstillinger, herunder inflation, analyseres i underdisciplinen monetær økonomi.