Suðuroy 200px|Placering af Suðuroy på Færøerne Placering Dansk navn Suderø Areal 163,7 km² Befolkning- tæthed 4 593 (2019) 28 indb./km² Største by Vágur Højeste punkt Gluggarnir (610 moh) thumb|Suðuroy Suðuroy (dansk Suderø) er Færøernes sydligste og fjerdestørste ø. Kun det 11 meter høje skær Sumbiarsteinur ligger sydligere. Øen har et veludbygget vejnet med let adgang til landskaber og høje fuglefjelde og klipper og har 262 holme og skær omkring sig.
Den 1. januar 2020 havde Suðuroy 4.601 indbyggere, fordelt på 14 bygder og syv kommuner. Den største enkeltstående bygd er Vágur, Tvøroyri, Froðba, Trongisvágur og Ørðavík danner øens største sammenhængende bebyggelse med 1.771 indbyggere (2022). Suðuroy har oplevet en reduktion i folketallet med en fjerdedel siden 1950'erne.
Administrativt er øen inddelt i syv kommuner: Tvøroyri, Vágur, Hvalba, Porkeri, Sumba, Fámjin, Hov. Den ubeboede ø Lítla Dímun, nordøst for Suðuroy, er en del af Hvalbiar kommuna.
Etymologi Ordet Suðuroy [ˈsuːwʊrɔi] består af to dele: Suður, som betyder syd og som henviser til øens beliggenhed, da den er den sydligste af øerne, og oy som betyder ø. På moderne færøsk kaldes en ø for oyggj, ordet oy er en ældre form af ordet og svarer til det oldnordiske ord ey med samme betydning. Bogstavet ð er stumt i suður og udtales [su:ur], mens oy udtales som oi. Ordformen oy findes i dag kun i stednavne og i gamle kvad (folkeviser), som for eksempel i visen Flóvin Bænadiktsson i vers 22: vit ríðum undir oy. Af færøske stednavne som indeholder ordet oy kan nævnes øerne Suðuroy, Sandoy, Streymoy osv. og i flertalsformen oyar i Norðoyar (Nordøerne). Ordet Suðuroy bøjes således i ental ubestemt form: Suðuroy i nominativ, akkusativ og dativ og Suðuroyar i genitiv. Eksempel på genitiv er "til Suðuroyar", dog siger mange ofte i daglig tale og det ses også på skrift "til Suðriar", udtales [su:rijar], f.eks. når de skal rejse til øen eller når de taler om at få fast forbindelse til øen. Suðuroy bøjes således i ental bestemt form: Suðuroyggin i nominativ, Suðuroynna i akkusativ og Suðuroynni i dativ.
Historie
Arkæologiske fund fra Færøerne tyder på to perioder med bosættelse før nordmændenes ankomst, den første bosættelse er sket mellem 400 og 600 e.Kr., og den anden er sket mellem 600 og 800 e.Kr. Kulstof 14-datering og pollenanalyser har indikeret korndyrkning ved Hov og Akraberg i midten af 700-tallet. Man mener, at irske og skotske eneboermunke var de første, der bosatte sig fast på Suðuroy. Myterne fortæller, at de havde marker og husdyr og tilbad Gud i ensomhed. Der findes flere spor fra de første bosættere. Myterne fortæller, at de kom i skindbåde fra Skotland, Orkney og Shetlandsøerne. Der er fundet spor fra de første bosættere ved Akraberg i form af højryggede agre. Der er også fundet spor i Sumba, Mýrubyrgi, Hov, Froðba og ved Hvalba. Arkæologen Mike Church skriver, at Dicuil nævnte nogle øer, der kan have været Færøerne.
Et sagn, som fortælles i Suðuroyarsagnir, redigeret af Dr. Jakob Jakobsen fortæller, at Froðba skulle være den ældste bygd på Færøerne. Efter et togt til Irland kom kong Frode omkring år 650 ud af kurs under hjemrejsen til Danmark. I tæt tåge fik de øje på Froðbiarnípa. Frode var den første, der gik i land på det ukendte sted. Han landsatte de medbragte husdyr og byggede en gård i Á Laði i Froðba. Bygden er opkaldt efter denne kong Frode.
Omkring år 700 bosatte keltiske munke sig på Suðuroy. Agersporene kan muligvis også stamme fra nordboerne. Myterne fortæller, at i 795 blev munkene fordrevet og flygtede. Nogle forskere mener dog, at de irske munke havde forladt øerne igen, før de nordiske vikinger ankom. De første vikinger på Suðuroy kom formodentlig fra Norge via Shetlandsøerne, Orkneyøerne, Hebriderne og Isle of Man omkring 800. Stednavne som Hørg i Sumba og Hov peger på, at de hører til den første Landnamstid (dem der tog land). Bygdenavnene Hvalba, Sumba og Froðba tyder på, at de var blandt de første stormandsgårde, navnene har før været Hvalbøur, Sunnbøur og Froðbøur, hvor bøur betyder mark. De tre bebyggelser menes at være beboet omkring år 800, selv om stederne ikke er nævnt i de færøske sagaer.
|thumb|Mindesmærke i Sandvík til minde om Sigmundur Brestisson, der kristnede Færøerne og i følge Færingesagaen blev dræbt ved Sigmundsgjógv i Sandvík. I følge Færingesagaen overfaldt Tróndur í Gøtu i 1005 Sigmundur Brestisson på Lítla Dímun, men Sigmundur undslap. Senere besejrede Sigmundur Tróndur men lod ham gå fri. Sidst på året overrumplede Tróndur med 60 mand Sigmundur på dennes gård på Skúvoy. Sigmundur forsøgte sammen med to andre at svømme til Stóra Dímun. Strømmen førte dem forbi øen og mod Suðuroy. Kun Sigmundur kom stærkt udmattet i land på stranden i Sandvík, hvor han myrdedes af Sandvíkbonden Tórgrímur Illi. For at skabe forlig lod Tróndur i 1006 i Gøta Tórgrímur dømme ved Tinget til hængning. Efter henrettelsen af Tórgrímur Illi fortæller sagnet, at Sandvík blev affolket. Andre forskere mener, at bygden først uddøde under Den sorte Død i 1349. Bygden blev først bebygget igen 1816 af beboere fra nabobygden Hvalba. Sandvík kaldtes dengang Hvalvík men skiftede tilbage til bygdens gamle navn Sandvík i 1911.
Den ældste skriftlige beretning om Suðuroy er fra Færingesagaen, hvor bygderne Hov og Sandvík bliver nævnt. Ellers er Hvalba, Froðba, Sumba, Víkarbyrgi og Akraberg sandsynligvis Landnamsbygder. Arkæologiske fund i Porkeri viser, at der sandsynligvis har været bosætning fra 1000-tallet. Porkeri, Ørðavík, Vágur og Fámjin nævnes første gang skriftlig i Hundebrevet fra den sidste halvdel af 1300-tallet.
Der er stednavne fra området omkring Hov, der tyder på keltisk bosættelse eller påvirkning. Der er vandfaldet Ergifossur og dalen Ergidalur i nærheden af vandfaldet, hvor der kan ses en gammel byggetomt fra Vikingetiden. Stednavne, der starter med Ergi på Suðuroy og Argi i de nordlige øer, stammer fra gælisk og brugtes på Færøerne af de norrøne bosættere og svarer til det norske og danske ord sæter.timarit.is - Fróðskaparrit nr. 24, Um ærgistaðir og ærgitoftir - efter Sverri Dahl Man ved ikke, om navnet derfor stammer fra de keltiske munke, eller om det skyldes, at vikingerne havde tæt kontakt med de britiske øer og Skotland og Irland. Man ved fra genetiske undersøgelser i 2006viden.jp.dk - Den irske forbindelse , publiceret den 28. marts 2006 af færøske drenge, hvor man undersøgte deres X- og Y-kromosom, at færingers kvindelige dna hovedsageligt stammer fra de britiske øer, mens mændenes dna hovedsageligt stammer fra Norge.videnskab.dk - Vikinger havde keltisk blod i årerne, skrevet af Óluva Ellingsgaard den 16. marts 2010
Et sagn fortæller, at to tredjedele af befolkningen omkom under Den sorte død i midten af 1300-tallet. Et andet sagn handler om en kvinde, der overlevede som den eneste i Hamrabyrgi (i samme bugt som Víkarbyrgi); hun kaldtes Sneppan í Hamrabyrgi. Det fortaltes, at folk fra Sumba hjalp hende med mad, men da de var bange for at blive smittet, turde de ikke nærme sig og kastede derfor mad ned til hende fra bjergsiden. Den tidligere Týr-sanger, Poul Arni Holm, udgav i 2015 en CD under navnet Hamradun, hvor en af sangene hedder Sneppan og handler om kvinden fra sagnet om Sneppan i Hamrabyrgi.Hamradun - Sneppan på YouTube, sunget af Poul Arni Holm
thumb|Friserne boede i Akraberg fra ca. 1040 til ca. 1350. Fyrtårnet er fra 1909. Et andet sagn fortæller om en frisisk, hedensk bosætning ved Akraberg, som skal have bestået frem til den dag, de fleste af dem døde pga. Den Sorte Død omkring år 1350. Enkelte, der overlevede, bosatte sig i nabobygden Sumba. Det fortælles om friserne i færøske danseviser,Visen om Friserne i Akraberg på YouTube, folk fra Sumba kvader og danser kædedans (starter først efter 30 sek.) at de var krigeriske men levede i fred med folkene fra øen. Om folkeminderne har en historisk kerne, om disse personer egentlig var frisere, og hvornår de kom til Færøerne, er uafklaret. Ifølge Adam af Bremen strandede de på Suðuroy i 1040.
I 1600-tallet bliver Suðuroy udsat for gentagne overfald af nordafrikanske sørøvere, der på Færøerne omtaltes som tyrkere, da Nordafrika hørte under det Osmanniske rige. De bortførte flere kvinder og børn. Der opstod hungersnød, og mange af øens indbyggere døde af sult. 1615 blev det sørøverplagede Hvalba om foråret undsat af to danske orlogsfartøjer. Sørøverne, der brugte Hvalba som en slags basishavn, var desværre afsejlet 14 dage før den danske eskadres ankomst. Sørøverne havde blandt andet torteret Suðuroys præst, Rasmus Sørensen, så han tog skade på sin forstand. Senere lykkedes det eskadren ved Norge at overmande sørøveren Mandus, der tidligere på året havde hærget i Hvalba. Senere i 1630 blev Suðuroys præst, Poul Rasmussen, afskediget på grund af sindsforstyrrelser efter den mishandling, han havde været udsat for under sin flugt fra sørøverne året før, hvor sørøverne dræbte hans søn.
Den arbejdskrævende korndyrkning aftog i senmiddelalderen, og fiskerbønderne lagde større vægt på kystfiskeriet. På Suðuroy og Sandoy var mælk-, kød- og skindproduktion af tamkvæg lige så udbredt som fårehold. Kvæget blev vinterfodret i stald med hø fra indmarken og sendt på græsning i udmarken om sommeren. Fåreholdet var baseret på udmarksgræsning det meste af året. Stednavnet Porkeri vidner om, at der også har været en mindre svineproduktion. I 1700-tallet begyndte man at dyrke kartofler. Økonomien forblev jordbrugsbaseret frem til industrialiseringen af fiskeriet i 1800- og 1900-tallet. Kød og spæk fra langluffet grindehval har også været en vigtig madkilde. Grindehvalfangsten på Suðuroy kan sandsynligvis føres tilbage til landnamstiden, deraf stednavne som Hvalba og Hvalvík (nu Sandvík). I perioden 1709–2011 blev der gennemført 207 hvalfangster af grindehvaler på Suðuroy. Den traditionelle fuglefangst og indsamling af æg var oftest rettet mod havfuglen lunde.
Handelen med Norge mindskedes efter "Den sorte død", og Hansaforbundet og hollænderne fik større indpas i 1300- og 1400-tallet. Lige før reformationen blev Færøerne underlagt et dansk handelsmonopol. Al handel måtte foregå i Tórshavn. Handelsmonopolet og sørøverangreb førte gentagne gange til hungersnød på Suðuroy i 1600- og 1700-tallet, og mange øboere omkom under risikable sejladser til Tórshavn. I 1636 frafaldt myndighederne anklagerne mod folk fra Hvalba og Vágur, som havde handlet med et hollandsk skib. I 1755 blev Suðuroy fritaget for fisketiende, da fisken ofte var fordærvet, før den kom til Tórshavn. På grund af dårligt vejr skete det ofte, at fisken ikke kunne sælges uden for øen. Tidlig i 1800-tallet udviklede smugling på øen sig. Handelsmonopolet var derfor nødsaget til at åbne en filial i Tvøroyri i 1836, en bygning blev bygget og er i dag en museumscafé. I 1856 blev handelsmonopolet ophævet, og købmandsfamilier i Vágur og på Tvøroyri begynde at etablere forretninger.
Den 2. september 1742 blev den nederlandske Ostindiefarer Westerbeek slået ud af kurs under en storm og sejler i tæt tåge på land vest for Lopra ved Lopranseiði. På grund af tågen var det umuligt for skibets besætning at navigere ved hjælp af solen eller stjernerne. Skibet blev slået til vrag. 10 mand omkom, mens de øvrige 81 reddede livet.
Industrialiseret fiskerisamfund thumb|Skonnerten TG326 «Johanna» i Vágur Købmænd som Johan Mortensen (1816-1879 og Thomas Frederik Thomsen (1814–1871) i Tvøroyri og Jacob Dahl (1837-1915) i Vágur udvidede deres virksomheder til skibsrederier, skibsværft, fiskeforædling, klipfiskeksport, kølelager og maskinværksteder fra slutningen af 1800-tallet. Det første postkontor udenfor Tórshavn blev oprettet i Tvøroyri i 1877. I 1901 blev der etableret en norsk hvalfangststation i Lopra. Mortensen-familien i Tvøroyri købte i 1895 dampskibet Smiril, som begyndte at sejle i fast rutefart med gods og passagerer til de andre øer.