Nikolaj Lie Kaas (født 22. maj 1973) er en dansk skuespiller og instruktør.

Han debuterede som 18-årig i filmen Drengene fra Sankt Petri (1991), og efter endt uddannelse fra Statens Teaterskole i 1998 har han medvirket i danske film- og tv-produktioner som Idioterne (1998), Blinkende lygter (2000), Elsker dig for evigt (2002), De grønne slagtere (2003), Brødre (2004), Dirch (2011), Mænd og høns (2015), Retfærdighedens ryttere (2020), Afdeling Q-filmatiseringen og Forbrydelsen III. Derudover har han haft roller i teaterforestillinger på Det Kongelige Teater, Betty Nansen Teatret og Aveny Teatret, hvor han for sine præstationer har modtaget en Reumert-pris for bedste mandlige hovedrolle. For sine præstationer har han derudover også modtaget adskillige Bodil- og Robert-priser og nomineringer, og han er den hidtil eneste til at have modtaget tre Bodil-statuetter inden sin 30 års fødselsdag. Han fik i 2007 instruktør-debut med tv-serien Mr. Poxycat & Co på TV 2 Zulu og instruerede og skrev i 2022 tv-serien Agent.

Han har også spillet med i udenlandske film- og tv-produktioner som Engle og dæmoner (2009), The Whistleblower (2010), Mad Ship (2013), Britannia (2017-2018) og Frankenstein (2025).

Ud over skuespil er Lie Kaas også kendt for sin komik og musikalske evner og har af flere omgange været vært ved prisuddelingsshowet Zulu Comedy Galla og i samarbejde med skuespiller og komiker Rasmus Bjerg udgivet sange under kunstnernavnet Nik & Ras.

Opvækst Lie Kaas blev født den 22. maj 1973 i Rødovre, som søn af skuespiller Preben Kaas og skuespiller og forfatter Anne Mari Lie. Han har fire halvsøskende på sin fars side, Jeppe Kaas (f. 1966), Pernille Kaas, Lone Kaas (f. 1956) og Hanne Kaas. Forældrene gik fra hinanden i 1975, og Lie Kaas voksede efterfølgende op hos sin mor og mormor i Rødovre med en stort set ikke-tilstedeværende far. Lie Kaas' mormor og mor var begge erklærede Jehovas Vidner, og selvom moren trådte ud af bevægelsen som 18-årig, voksede Lie Kaas op i et udtalt religiøst hjem. Lie Kaas selv har aldrig været en del af kirken. Efter forældrenes brud brugte hverken Lie Kaas eller hans mor efternavnet Kaas, men brugte i stedet efternavnet Lie. Lie Kaas' mor udgav i 1979 bogen Fløde 2 om samlivet med Preben Kaas, som var præget af alkohol og vold. Lie Kaas' far døde i marts 1981, efter formodet selvmord, uden at Lie Kaas havde haft meget kendskab til ham. Blot otte år senere, i 1989, begik Lie Kaas' mor selvmord, og Lie Kaas blev som 16-årig forældreløs. Han flyttede efterfølgende ind hos sin mors gode veninde Hanne Eriksen og hendes familie.

Efter morens død valgte Lie Kaas at tage efternavnet Kaas i brug igen og besluttede sig samtidig for at begynde at spille skuespil og blev optaget i Tivoli-Garden.

Karriere

1991-2002: Debut, Blinkende lygter, Elsker dig for evigt Lie Kaas fik sin filmdebut i 1991 som 17-årig i filmen Drengene fra Sankt Petri instrueret af Søren Kragh-Jacobsen. I filmen, der er løst baseret på historien om Churchill-klubben, en af de første danske modstandsgrupper under 2. verdenskrig, spillede Lie Kaas bl.a. over for Tomas Villum Jensen, Christian Grønwall og Karl Bille. Filmen blev en stor succes, og for sin rolle som den fåmælte og våbenglade Otto vandt Lie Kaas sine første Bodil- og Robert-priser i kategorien bedste mandlige birolle i 1992. Lie Kaas medvirkede i 1993 i Erik Clausens Min fynske barndom, hvor han spillede hovedpersonen Carl som ung. Han var dog langt fra tilfreds med sin præstation i filmen og besluttede sig for at søge ind på Statens Teaterskole i København, hvor han i 1994, som 21-årig, blev optaget.

Han blev færdiguddannet i 1998 og spillede herefter med i teaterforestillinger hos Det Kongelige Teater i Den vægelsindede, Ivanhoe og modtog for sin titelrolle i Peer Gynt i 2002 Reumert-prisen for bedste mandlige hovedrolle. I 1998 medvirkede han også i Lars von Triers dogmefilm Idioterne. Filmen blev modtaget med positive anmeldelser, selvom den også skabte debat, og for sin præstation som den unge Jeppe modtog han sin anden Bodil-pris, denne gang i kategorien bedste mandlige birolle.

I 1999 medvirkede han i Lasse Spang Olsens action-komedie I Kina spiser de hunde, hvor han spillede kokken Martin. Filmen blev et stort biografhit og var en de mest sete danske film det år. I 2000 medvirkede han i Anders Thomas Jensens instruktørdebut Blinkende lygter som den unge og altid spisende Stefan over for Søren Pilmark, Ulrich Thomsen og Mads Mikkelsen, som sammen udgør en kriminel bande, der efter et indbringende tyveri, køber en nedslidt restaurant, som de sammen sætter i stand. Filmen blev hurtigt en kommerciel og anmelderrost succes, og for sin præstation som Stefan blev Lie Kaas nomineret til en Robert for bedste mandlige birolle i 2001. I 2000 medvirkede han også i DR-miniserien Edderkoppen, som foregår i 1949 i efterkrigstidens København og handler om det kriminelle netværk, der styrede byen i tiden under og efter 2. verdenskrig, også kendt som Edderkopsagen.

I 2001 spillede han den imaginære ven P til en lille pige, som efter pigens død, pludselig bliver til et rigtigt menneske i dogmefilmen Et rigtigt menneske af Åke Sandgren. Filmen fik positive anmeldelser, og Lie Kaas modtog Robert-prisen for årets mandlige hovedrolle og en Bodil-nominering i samme kategori. Samme år spillede han med i børne-pirat-filmen Jolly Roger, instrueret af Lasse Spang Olsen, i rollen som ærkeenglen Theobalt. Filmen fik overvejende negative anmeldelser og blev ikke en kommerciel succes.

I 2002 spillede han med i actionfilmen Gamle mænd i nye biler, som var efterfølgeren og samtidig forløber til I Kina spiser de hunde (1999). Filmen fik blandede anmeldelser, og levede ifølge anmelderne ikke op til forventningerne fra forgængeren, men filmen blev dog positivt sammenlignet med de populære Olsen-banden-film. I 2002 medvirkede Lie Kaas også i Susanne Biers dogmefilm Elsker dig for evigt af. Lie Kaas spillede den unge Joachim, som efter en påkørsel bliver lam fra halsen og ned, hvorefter hans kæreste i sin sorg indleder en affære med den behandlende læge. Filmen modtog stor anerkendelse, og Lie Kaas blev rost for at vise en anden side af sit skuespiltalent som den vrede og bitre Joachim, og han modtog for sin præstation både Bodil- og Robert-prisen for bedste mandlige birolle i 2003. Bodil-prisen gjorde ham til den første skuespiller til at have modtaget tre Bodil-statuetter inden sin 30 års fødselsdag. Samme år medvirkede han i et afsnit af DRs succesfulde krimi-dramaserie Rejseholdet, hvor han i rollen som den kriminelle Eik Nielsen, der sammen med sin kæreste, Anja (spillet af Mille Lehfeldt), tager en gruppe mennesker som gidsler i en kirke.

2003-2010: De grønne slagtere, Brødre, Engle og dæmoner I 2003 indtog Lie Kaas to roller i Anders Thomas Jensens morbide komedie De grønne slagtere, da han spillede begge af de to tvillinger; slagteren Bjarne og den udviklingshæmmede Eigil. I filmen spillede Lie Kaas sammen med Mads Mikkelsen to kompagnoner, som kæmper med få deres slagterforretning op og køre, indtil de en dag får fat på noget helt specielt kød, der hurtigt bliver eftertragtet af kunderne i byen. Filmen modtog overvejende positive anmeldelser, men levede ifølge kritikere ikke op til forventningerne efter Jensens succes med filmen Blinkende lygter (2000). Filmen blev dog et publikumshit, og Lie Kaas modtog en Robert-nominering for bedste mandlige hovedrolle. I 2003 medvirkede Lie Kaas også i Lars von Triers testindspilning Dogville - The Pilot, som senere på året blev til filmen Dogville. Von Trier ville teste om hans koncept med at have en film udspille sig på en komplet bar scene med optegnede felter på gulvet som rumdelere ville fungere, og Lie Kaas spillede den mandlige hovedrolle, Tom, overfor Sidse Babett Knudsen i kortfilmen. Lie Kaas spillede også hovedrollen i det romantiske drama Reconstruction og har også en mindre birolle i actionfilmen Rembrandt.

thumb|left|Lie Kaas ved San Sebastian Filmfestival i 2014

Lie Kaas medvirkede kun i én enkelt film i 2004, da han samme år vendte kortvarigt tilbage til teaterskuespillet og medvirkede i forestillingen Demokrati på Betty Nansen Teatret og senere i forestillingen Rosenkrantz og Gyldenstjerne er døde på Aveny Teatret. I Susanne Biers drama Brødre (2004), spillede Lie Kaas rollen som Jannik, som indleder et forhold til sin svigerinde, da hans bror meldes omkommet under en militærmission i Afghanistan. Filmen blev en stor succes, og modtog adskillige priser og nomineringer, og Lie Kaas modtog både en Bodil- og Robert-nominering i hhv. bedste mandlige hovedrolle og bedste mandlige birolle. Filmen blev også en global succes, og blev genindspillet på engelsk i 2009 med Tobey Maguire, Jake Gyllenhaal og Natalie Portman i hovedrollerne.

I 2005 medvirkede Lie Kaas i thrilleren Mørke i rollen som Jacob, hvis invalide søster under mystiske omstændigheder begår selvmord på hendes bryllupsnat. Filmen, der er instrueret af Jannik Johansen, og foregår i byen Mørke på Djursland, modtog positive anmeldelser, og gav Lie Kaas en Robert-nominering i kategorien årets mandlige hovedrolle, og han vandt Svendprisen for årets mandlige hovedrolle. Han modtog også Teaterflisen dette år.TEATERFLISERNE GENNEM ÅRENE. Teaterflisen. Hentet 6/2-2025 Samme år spillede Lie Kaas også med i Tomas Villum Jensens Solkongen, hvor han spillede hovedrollen Tommy, en social akavet og kikset fyr, der forelsker sig i den 30 år ældre, fordrukne og velhavende enke, spillet af Birthe Neumann. Lie Kaas' halvbror, Jeppe Kaas, leverede store dele af musikken til filmen, og filmen modtog blandede anmeldelser. Lie Kaas optrådte i 2005 også i mindre biroller i filmene Adams æbler af Anders Thomas Jensen og Allegro af Christoffer Boe.

I 2006 spillede Lie Kaas i Tomas Villum Jensens film Sprængfarlig bombe. Filmen modtog blandede anmeldelser, og blev andet kaldt kaldt en intern joke for fagfolk i filmbranchen, da filmen med sin satire netop forsøgte at gøre grin med filmbranchen. For sin rolle som den opblæste og små-narcissistiske filminstruktør Claus Volter, modtog Lie Kaas en Robert-nominering for bedste mandlige birolle. Samme år indspillede Lie Kaas sammen med række andre danske skuespillere cd'en Danske Filmhits, hvor velkendte sange fra ældre film bliver sunget på ny. Lie Kaas sang "Jeg sætter min hat som jeg vil" fra filmen Jeg er sgu min egen (1967), hvor sangen oprindeligt blev sunget af Daimi. I 2006 spillede Lie Kaas også en birolle som russisk mafiaboss i det britiske drama Pu-239. I 2007 spillede Lie Kaas med i Ole Bornedals thriller Kærlighed på film, som modtog overvejende positive anmeldelser takket være skuespillernes præstationer og mindre grundet historiens til tider urealistiske plot. Lie Kaas spillede i 2008 den unge og talentfulde forsvarsadvokat, Jonas, som uskyldigt beskyldes for mord i filmen Kandidaten af Kasper Barfoed. Filmen modtog positive anmeldelser og blev en kommerciel succes.

I 2009 spillede Lie Kaas med i filmatiseringen af Dan Browns succesroman Engle og dæmoner, som er efterfølgeren til succesfilmen Da Vinci mysteriet fra 2006. Lie Kaas spillede overfor Tom Hanks, Ayelet Zurer, Ewan McGregor og danske Thure Lindhardt i rollen som den danske skurk Mr. Gray, som hovedpersonen Robert Langdon jagter. Filmen modtog blandede anmeldelser, men til trods for dette blev den anset for mere vellykket end sin forgænger, og filmen endte med at blive den niende bedst indtjente film i verden i 2009. Samme år medvirkede Lie Kaas også i komedie- og actionfilmen Ved verdens ende, hvor han spillede kriminalpsykiateren Adrian, som sammen med sit hold leder efter en mystisk plante, som angiveligt skulle give evigt liv. Filmen modtog overvejende negative anmeldelser og blev ikke en kommerciel succes. Lie Kaas optrådte for første gang som vært ved awardshowet Zulu Comedy Galla, hvilket blev afholdt for første gang i 2009.