Det Byzantinske Rige (Det Østromerske Kejserdømme, Østromerske Rige eller det Græske Kejserdømme) blev skabt i en opbrudstid markeret af interne magtkampe og grænsekrige i det romerske verdensrige. Der foreligger ikke nogen formel grundlæggelse. Riget omfattede alle de romerske provinser i Afrika, Egypten, de romerske provinser Thrakien, Moesien, Dacia, Makedonien og Achaia vest for Bosporus samt de nærøstlige provinser, herunder Kyrenaika. Illyrien var delt mellem det øst- og vestromerske Rige.
Befolkningen i Det Byzantinske Rige kaldte sig selv for "romere". Termen "Det Byzantinske Rige" blev opfundet efter rigets kollaps.
Det Byzantinske Rige er Romerriget med et stærkt islæt af græsk kultur krydret med kristendom.
Det Byzantinske Rige havde en levetid på over 1.000 år. I 395 e.Kr., da Romerriget blev delt sidste gang, begyndte Det Vestromerske Rige at kollapse allerede i 400-tallet, hvorimod Det Østromerske/Byzantinske Rige modstod presset fra germanske barbarer og hunnerne anført af Attila. I 500-tallet ekspanderede Det Byzantinske Rige mod vest og besejrede Vandalerriget i Nordafrika og ostrogoternes kongedømme i Italien. De tog endda en del af Sydspanien. I 600-tallet var byzantinere og persere i krig med hinanden i 26 år, som udmattede begge parter, og derfor blev de let bytte for Kalifatets erobringer. Derved mistede byzantinere Mellemøsten. Samtidig formåede de slaviske folkeslag endegyldigt at bosætte sig i Balkan. I 717-718 fandt der en storstilet arabisk belejring af Konstantinopel sted, men byzantinerne påførte araberne et stort nederlag og bidrog dermed til, at kalifatet gik i småstykker. Fra slutningen af 800-tallet til 1000-tallet oplevede riget en ny militær og kulturel storhedstid. I 1071 led byzantinere et nederlag til seldsjukkerne, som vandrede ind i Anatolien. Det Byzantinske Rige generobrede det meste af de tabte områder fra seldsjukkerne og kom til at opleve en sidste storhedstid. I 1204 under det 4. korstog formåede korsfarere at indtage Konstantinopel og udplyndre hovedstaden for alle dens rigdomme. Bagefter formåede Det Byzantinske Rige aldrig at vende situationen. Det svækkede rige blev til sidst erobret af osmannerne i 1453.
Gennem sin eksistens havde Det Byzantinske Rige en avanceret højkultur, og de studerede blandt andet Platon og Aristoteles. Før og efter Konstantinopels fald i 1453 flygtede mange græske lærde til det nordlige Italien, hvorved de bidrog stærkt til renæssancen i Norditalien.
Historie
Tetrarkiet
right|thumb|Romerriget under tetrarkisystemet.
Splittelsen af Romerriget startede med tetrarkiet mod slutningen af det 3. århundrede. Efter hundrede år med borgerkrig indså Diocletian, at riget havde behov for radikale forandringer for at genskabe dets stabilitet. Han indførte en række omfattende reformer for at skabe en mere effektiv måde at styre det enorme kejserrige. Romerriget blev delt i to dele: (pars Orientis (øst) og pars Occidentis (vest) med hver deres kejser (Augustus). Hver af disse riger var igen delt i to præfekturer, og hver Augustus havde en yngre Caesar under sig. Men tetrarkisystemet blev for indviklet, og det baserede sig på, at de efterfølgende Augusti og Caesari fulgte spillereglerne, hvilket skulle vise sig at være ønsketænkning fra Diokletians side. Efter at Diokletian og hans medkejser Maximian abdicerede i 305 til fordel for deres Caesari, begyndte systemet snart at falde fra hinanden igen, hvilket førte riget ud en ny borgerkrig. De næste 90 års tid blev riget samlet, delt og samlet igen flere gange, indtil den endelige splittelse efter Theodosius den stores død.
Konstantin den Store formåede i 324 at samle hele riget under sig, og valgte at flytte sin hovedstad bort fra Rom og senatet i 330. Han valgte den strategisk beliggende græske by Byzans. Konstantin opførte en ny by omkring den gamle og kaldte den Nova Roma (det nye Rom). Navnet slog aldrig an, og byen blev i folkemunde benævnt Konstantinopel (græsk Κωνσταντινούπολις), «Konstantins by». Konstantin var den første kristne kejser. Religionen, som var blevet voldeligt forfulgt under Diokletian, blev nu tilladt religion. Den øgede gradvist sin indflydelse blandt kejserrigets højere stillede, bortset fra et mindre mellemspil med den hedenske kejser Julian, og blev under Theodosius den Store gjort til statsreligion.
Det byzantinske riges tidlige historie
thumb|Efter Theodosius I's død i 395 blev Romerriget delt. Den vestlige del kollapserede i løbet af 400-tallet, hvorimod den østlige del overlevede helt frem til 1400-tallet. thumb|Det Byzantinske Riges hovedstad, Konstantinopel. Den endelige deling af Romerriget skete efter kejser Theodosius den stores død i 395. Riget blev da delt mellem hans to sønner, Arcadius og Honorius. Arcadius blev kejser i øst med Konstantinopel som hovedstad, mens Honorius blev kejser i vest med hovedstad først i Mediolanum (Milano), og senere i Ravenna. De enorme problemer, som snart mødte Det Vestromerske Rige i form af de germanske folkevandringer, blev for det meste undgået af det østlige rige. Gennem det 5. århundrede blev Det Vestromerske Rige gentagne gange invaderet, og flere germanske kongedømmer blev oprettet i områder, som Rom hævdede overherredømme over. I 476 blev den sidste vestromerske kejser Romulus Augustus afsat.
Theodosius II forstærkede forsvarsværkerne omkring Konstantinopel, og byen forblev uindtaget til 1204. Theodosius valgte at give efter for hunneren Attilas krav om tribut i guld i stedet for at prøve at stå imod et invasionsforsøg. Han så det også som ønskeligt at skabe handel mellem hunnerne og Konstantinopel.
Hans efterfølger, Markian, nægtede imidlertid at fortsætte betalingen af den store tribut. Men Attila døde i 453, og hans rige faldt sammen under indre krige. Det medførte, at Konstantinopel blev reddet fra den overhængende fare for invasion. Nu bedrede forholdet mellem Det østromerske Rige og de tilbageværende hunner sig, og hunnerne blev med tiden indlemmede som lejesoldater (foederati) i den østromerske hær.
I 468 forsøgte kejser Leo I uden held at generobre Nordafrika fra vandalerne. Det Vestromerske rige havde på denne tid kun kontrol over Italien. Britannien faldt til anglerne og sakserne, Hispania faldt til vestgoterne, Afrika til vandalerne og Gallien til frankerne. Leo var den første kejser, som blev kronet af patriarken og ikke af en general eller en officer således, som den romerske tradition havde været. Dette ritual blev med tiden en tradition, og i middelalderen overtog de religiøse træk ved kroningen fuldstændig. I tiden efter Attilas fald var den sande hersker i Konstantinopel ikke kejseren, men den alanske general Aspar. Leo formåede imidlertid at frigøre sig fra indflydelsen fra Aspar ved at støtte et oprør blandt en halvbarbarisk stamme i Sydanatolien, kaldet isaurerne. Som et led i alliancen med isaurerne bortgiftede Leo sin datter Ariadne til isaureren Tarasicodissa, som senere tog navnet Zenon. Oprøret endte med, at Aspar og hans søn Ardabur blev dræbt i 471. Efter dette var Konstantinopel fri for udenlandsk indflydelse i flere århundreder. Da Leo døde i 474, blev han efterfulgt af Ariadnes og Zenos søn Leo II, med Zenon som regent. Da Leo døde senere samme år, blev Zenon kronet som ny kejser. Året efter blev Zenon afsat af generalen Basiliskos, som havde ledet Leo Is invasionsforsøg i Afrika. Men Basiliskos evnede ikke at holde på magten, og nogle måneder senere genvandt Zenon tronen. Zenon mødte nu modstand fra to af sine tidligere allierede, isaurerne Illo og Leontius, som begge nu krævede kejserværdighed.
thumb|left|130px|Mønter i Anastasius' tid. 40 nummi (M) og 5 nummi (E) På samme tid havde i Det vestromerske Rige Odovakar afsat kejser Romulus Augustus og indsat sig selv som konge af Italien. For at vinde Italien tilbage sendte Zenon sin allierede, den østgotiske konge Teoderik den store, mod Rom. Teoderik besejrede Odovakar i 493 og etablerede et østgotisk kongedømme i Italien, formelt på vegne af den østromerske kejser, men i realiteten uafhængig af denne. Teoderik opbyggede kongedømmet til at blive datidens mægtigste germanske rige, men hans efterfølgere lod kongedømmets magt forfalde ret hurtigt.
I 491 døde Zenon og blev fulgt af Anastasios I, som giftede sig med Ariadne, Zenons enke. Isaurerne, under Zenons bror Longinus, gjorde oprør mod den nye kejser. Anastasios I kunne dog slå oprøret ned, men isaurerne fortsatte fjendtlighederne med guerillakrigsføring fra de isauriske fjelde helt frem til 496. Anastasios I viste sig at være en energisk reformator, især inden for finanssystemet. Han indførte et nyt skattesystem, som gjorde, at statskassen var overfyldt, da han døde.
Justinians erobringer
thumb|right|upright=0.7| Justinian I (527-565). thumb|upright=1.25|Kejserinde Thedora portrætteret i en mosaik fra San Vitale kirken. Fra 500-tallet.
Efter Anastasios' død blev Justinus 1. udnævnt til ny kejser, selv om han var næsten 70 år. Den nye kejsers nevø Justinian 1. trådte nu frem som den, som havde den egentlige kontrol. Justinian var søn af en bonde fra Illyrien, men blev senere adopteret af Justin. Justinian opdaterede de gamle romerske love med det nye lovværk «Corpus Juris Civilis». Selv om lovene fortsat blev skrevet på latin, var dette sprog nu arkaisk og kun få forstod det, selv blandt de lærde, som forfattede de nye lovtekster. Kirken Hagia Sofia (hellig visdom) blev bygget i 530-erne. Den skulle blive et midtpunkt for den ortodokse kirke og for det religiøse liv i Det østromerske Rige. 500-tallet var også en tid med kulturet opblomstring tid med bemærkelsesværdige personligheder som poeterne Nonnus og Paulus Silentiarus, historikeren Procopius, naturfilosofen Johannes Philoponos og andre.
I 532 sikrede Justinian freden i øst ved at slutte en «evig fred» med sassanidekongen Khosrau 1., en aftale som gik ud på, at romerne måtte betale en betydelig årlig tribut til Persien. Justinian blev drevet af en drøm om at genoprette Romerrigets herredømme over middelhavsområdet, og med hjælp fra dygtige generaler som Belisarius og Narses formåede han midlertidigt at genvinde store dele af de tabte romerske provinser i vest. Han erobrede store dele af Italien, Nordafrika, og mindre besiddelser i det sydlige Spanien. Hans erobringer startede i 533, da han sendte Belisarius til Afrika med en hær på 18.000 mand. Vandalernes kongerige var på denne tid langt svagere, end det havde været, da Leo 1. forsøgte at underkue det i 468, og Kartago overgav sig efter et par mindre træfninger. Belisarius returnerede til Konstantinopel i triumf og med den sidste vandalkonge Gelimer som fange. Men modstanden mod romerne i Nordafrika var endnu ikke helt nedkæmpet, idet det først var i 548, at de sidste oprørske stammer sluttede fred med Konstantinopel.